Rasmus Paludan måtte flygte i Skive - moddemonstranter var aggressive

Politiet var søndag massivt til stede i Skive under en demonstration anført af Rasmus Paludan, som blev mødt af aggressive moddemonstranter.  

Der udspillede sig et større drama på Dalgas Allé i Skive søndag eftermiddag under en demonstration planlagt af den indvandrerkritiske partistifter af Stram Kurs, Rasmus Paludan.

Allerede da den kontroversielle partiformand, der for nylig er blevet idømt 14 dages betinget fængsel for racisme, ankom, blev han mødt af moddemonstranter med indvandrerbaggrund.

Situationen udviklede sig hurtigt og endte i tumult.

- Stemningen var aggressiv, og moddemonstranterne stormede mod Paludan, så politiet måtte trække ham ud af området, fortæller vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj.

- Han forsøgte at afvikle demonstrationen et andet sted i nærheden, men det endte med samme resultat, fordi stemningen var aggressiv, lyder det.

Brændte koranen af

Ifølge politiet formåede Rasmus Paludan til sidst at gennemføre sin demonstration et tredje sted, efter flere styrker blev kaldt til.

Her brændte han koranen af - noget han tidligere har meldt offentligt ud, at han ikke har tænkt sig at stoppe med at gøre.

- Det er meget usædvanligt, at jeg bliver angrebet på den her måde, og det er tydeligt, at politiet har fejlvurdereret de taktiske styrker. Men nu forstår jeg bedre, hvorfor så mange fra Skive har skrevet til mig og bedt mig om at komme, for selvom der ikke er en ghetto her, er det nu tydeligt for mig, at der her i Skive er mange voldelige samfundstabere, sagde Rasmus Paludan søndag ifølge Skive Folkeblad.

Rasmus Paludans demonstration var lovligt anmeldt til politiet på forhånd. Det samme var moddemonstrationen.  

Politiet har sigtet en person for vold mod tjenestemand efter optøjerne og vil nu undersøge nærmere, hvorvidt flere moddemonstranter kan sigtes i sagen.

Hvem er Rasmus Paludan?


Læs flere artikler fra Skive eller i kategorien 112.