Rambuk-tyve stjal designermøbler

Tredje rambuktyveri på fire måneder mod samme møbelforretning. To Arne Jacobsen-stole og to PH-lamper var blandt udbyttet. Tyvene slap afsted med værdier for omkring en kvart million.

Politi_1.jpg

Klokken 0.50 natten til torsdag kørte en bil ind i Houmøllers Møbler i Skive. Bilen havde en palle foran sig og pressede et dørparti af pansret glas ind. Da politiet ankom fem minutter senere, var bil og gerningsmænd væk.

Der er stjålet designervarer for omkring 250.000 kroner, blandt andet to Arne Jacobsen-stole, en "Svanen" og en "Ægget" med fodskammel. Desuden er der stjålet to PH-lamper. Det fortæller ejeren af Houmøllers Møbler, Arne Haaning.

Det er tredje gang inden for fire måneder. Det er forfærdeligt at komme ind og se ødelagte ting og se, hvad der er stjålet. Og ikke mindst den angst man går med over for sit personale - at det kan være dem det går ud over, hvis de en aften sidder med overarbejde, siger Arne Haaning.

Håndværkere var i forvejen i gang med at installere videoovervågning. Nu opruster møbelforretningen med røgkanoner og jernstivere for vinduerne.

Bilen, der belv brugt til tyveriet, er sandsynligvis en mørk VW Golf stationcar og vidner fortæller, at der var to gerningsmænd. Det fortæller Allan Laustsen, leder af lokalpolitiet i Skive.