PTSD-ramt tæt på selvmord: Jeg vil ikke bytte tiden i Forsvaret for noget

Der er mange, som definerer sig selv ud fra deres arbejde. Det samme gjorde Ib Vang Kristensen fra Skive. Har var major i Forsvaret, og det havde han været i 42 år, da han, uden at have set det komme, blev tvunget ud i en kamp med sin identitet.

- Jeg gik fra at være major i Forsvaret i 42 år, til pludselig bare at være en, der bor i en etværelses lejlighed. Det eneste, jeg har til opgave, er at holde min motorcykel varm, siger Ib Vang Kristensen, der i dag er 61 år.

Grunden til, at Ib Vang Kristensen i dag sidder i sin lille lejlighed, er, at han har skiftet major-titlen ud med titlen som PTSD-ramt. Han blev diagnosticeret med sygdommen Posttraumatic Stress Disorder i 2015, efter at han i to år havde gået rundt med store lidelser.

- Mit mentale helbred blev langsomt slidt ned. Jeg var i en identitetskrise, for jeg vidste ikke, hvad jeg fejlede, siger den tidligere major.  

Stresset i en machokultur

Ib Vang Kristensens liv i Forsvaret begyndte efter folkeskolen. Han tog tre ugers pause efter endt eksamen og startede derefter på Skive Kaserne. Godt 40 år senere stod han som major med fem udsendelser bag sig.

- Først Cypern som ung i 70’erne. Derefter Bosnien i 1999, Irak i 2004, Afghanistan i 2010 og så til sidst Libyen i 2011, siger Ib Vang Kristensen.

Han sluttede sin tid som major på kasernen i Karup. Det var alt andet end en frivillig og glædelig afgang, for i foråret 2013 skete der pludselig noget med den dengang 54-årige major.

- Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om noget som helst, og det nyttede ikke at give mig nogen opgaver, for jeg kunne ikke løse dem. Jeg ville jo gerne, men jeg kunne bare ikke, siger han og fortsætter:

- Det var samtidig flovt i sådan et machomiljø, at jeg ikke kunne klare noget, nu hvor jeg var en erfaren major.

Han tog sommeren fri for at komme til hægterne, men det havde langt fra den forventede effekt.

- Jeg troede, jeg kunne hele mig selv derhjemme, men det blev bare værre. Korthuset væltede, og jeg kunne ingenting. Mine børn var nødt til at komme og hjælpe med sådan noget som vasketøj, siger Ib Vang Kristensen, der er far til tre børn.

Ingen lyst til livet

Sommeren gik, og efteråret kom, men lidelserne fortsatte. Forsvaret bad Ib Vang Kristensen om at få en sygemelding, så han ikke skulle tænke på at passe sit arbejde. Det ramte som et hårdt slag.

- Jeg brød helt sammen. Jeg tabte sutten fuldstændig. Det er en periode, der er så sort, for jeg gav helt op, siger han. 

Ib Vang Kristensen gennemgik en masse undersøgelser i håbet om, at lægerne kunne finde ud af, hvad den sygemeldte major var ramt af. Imens var uvisheden om, hvad han fejlede, langsomt dræbende.

- Jeg var ved at tage mit eget liv, for jeg kunne ikke bære, at jeg ikke længere kom på arbejdet, og jeg vidste ikke, hvad jeg fejlede.

En kommunal håndsrækning

Efter to år i total nedtur og med undersøgelser fra ende til anden, blev det i 2015 endelig fastslået, at den respekterede og mangeårige major var blevet ramt af PTSD.

- Jeg havde aldrig i mit liv drømt om, at jeg skulle blive ramt, siger Ib Vang Kristensen.

Med en diagnose på plads kunne han begynde at samle sig selv op fra gulvet og få skabt en identitet ud fra den nye virkelighed. Her var det især kommunen, som blev en afgørende hjælp.

- Jeg var overrasket over, hvor meget kommunen hjalp. Jeg fandt ud af, at hvis man gør, hvad de beder om, og forsøger at lære noget af det, de vil lære en, så får man meget mere ud af det, end man regner med, siger han.

Han blev en del af et rehabiliteringsprogram, som blandt andet indeholdt mindfulness, jobafklaring og få timers arbejde om ugen. Derudover blev en motorcykelklub også et vigtigt redskab for ham i kampen om at vende tilbage til livet.

- Der mødte jeg andre veteraner. I en motorcykelklub opstår der det samme, som når du er udsendt. Den uniform, man har taget af i Forsvaret, kan man nu tage på i form af vest, og så er det som at være en del af noget igen, siger Ib Vang Kristensen.

Tiden læger det

I dag vil Ib Vang Kristensen kategorisere sig selv som værende ude på den anden side, efter at have kæmpet i syv år.

- Man kommer aldrig over det, men tiden læger alt. Jeg havde ikke drømt om, at jeg kunne få det, som jeg har det i dag. Jeg er en glad mand, men jeg foretrækker min ensomme tilværelse, siger han. 

Selvom han resten af sit liv vil have mærkatet pensioneret major med PTSD på sig, vil han ikke være tiden i Forsvaret foruden.

- Jeg vil aldrig bytte det her for noget. Aldrig. Forsvaret har givet mig så meget andet end blot PTSD. Jeg har haft en god tid i Forsvaret, siger Ib Vang Kristensen.

En hyldest til veteranerne

Som et punktum i Ib Vang Kristensens lange og opslidende sygdomsforløb har han valgt at skrive en bog om sit liv i Forsvaret – fra storhedstid til forfald. De er en proces, der har fungeret som en slags terapi for ham.

- Det, at skrive det ned på papir, har gjort, at det ikke længere fylder i hovedet. Den tog mig ni måneder at skrive. Det er som mit lille barn, siger Ib Vang Kristensen, der også venter sig et barnebarn.

Han håber på, at bogen, der hedder Øjet, der så, vil være en stor hjælp for andre – ikke mindst veteraner.

- Mit håb er at ramme rigtig mange veteraner og komme ud med budskabet om, at det godt kan lade sig gøre at få en ny identitet og at få det godt efter PTSD. Det er også en samlet hyldest til alle, der har været udsendt. Jeg håber, der er mange, der vil få glæde af at læse den, siger han. 

Bogen udkommer først officielt mandag, men der er i dag en lille før-release, hvor Ib Vang Kristensen signerer sin bog i Skive Boglade.