Preben Kristensen udgiver bog om at være glad

Skuespiller og entertainer Preben Kristensen fra Skive har netop udgivet en selvbiografi. Bogen handler om, at man skal huske at være glad.

Den ellers altid glade Preben Kristensen fortæller, at han ikke altid kan være glad, men at han altid stræber efter at være det. Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

- Det er sundt på alle planer at være glad.

Sådan lyder det grinende fra 65-årige Preben Kristensen fra Skive. Han er kendt for at være skuespiller og entertainer, og nu kan han også skrive forfatter på CV’et.

Den glade skibonit har netop udgivet en selvbiografi med titlen ’Husk at være glad’. Et mantra han selv lever efter, og han er ikke i tvivl om, hvor det altid gode humør kommer fra.

- Det er grundlagt her. Helt klart, siger han, da han står udenfor sit barndomshjem på Holstebrovej i Skive.

Fredag var han vendt tilbage til hjemegnen for at fortælle om sin nye bog. Det gjorde han i Boghandleren i Skive, hvor skibonitterne kunne komme forbi til signering, kram og selfies.

Flere af Preben Kristensens gamle klassekammerater var mødt op til bogsignering i Skive. Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Han har altid været sådan

Nogle af dem, der var mødt op, var hans gamle klassekammerater. For dem står Preben Kristensens positive sind klart i erindringen.  

- Han har altid været sådan. Han har altid forsøgt at se det positive, siger Peter Michael Jespersen.

- Det har han med hjemmefra. Både hans far og mor var sprudlende. Det var aldrig kedeligt, når man kom der, tilføjer en anden gammel klassekammerat, Kirsten Mørch.

Vi var med, da Preben Kristensen vendte hjem til Skive. Se hele indslaget herunder:

03:02

I dag vendte humørsprederen tilbage til hjembyen Skive, hvor vi liiige testede, om det virkelig kan passe, at han er i SÅ godt humør hele tiden.

Luk video