Poul-Eriks allerførste gang

Han er 54 og har aldrig løbet et motionsløb. I dag skulle Poul-Erik Rasmussen debuttere med 4,5 km i et løbearrangement.

Poul-Erik Rasmussen fra Hjerk løber som 54-årig sit første motionsløb nogensinde.
Poul-Erik Rasmussen fra Hjerk løber som 54-årig sit første motionsløb nogensinde.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Der står nummer 207 på maven af 54-årige Poul-Erik Rasmussen. Han er lige nu på vej mod nye mål. Smøgerne er allerede kvittet. I dag gælder det hans allerførste motionsløb nogensinde.

- Det er for at undgå livsstilsygdomme og få lidt gang i kroppen, fortæller Poul-Erik Rasmussen inden løbeturen med de 298 andre deltagere.

Kampformen siger 100 kg på vægten, men det er ikke fordi kroppen har sendt advarsler – nej, motivationen skal findes et helt andet sted. 

- Det var min kone, der sagde det. Men det var jo næsten lige så alvorligt, griner debutanten fra Hjerk i Salling.

4,5 km venter nu forude, og undervejs råber Poul-Erik lige en kommentar til TV MIDTVESTs reporter.

- Det er sgu hårdt, meget hårdt, kommer det ærligt fra Poul-Erik. 

Poul-Erik ude på ruten med nummer 207 på brystet.
Poul-Erik ude på ruten med nummer 207 på brystet.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Sammen med 6-7 andre er han netop begyndt i en løbeklub på et begynderhold, og snart er han i mål i det første motionsløb. Her kommer så hans egen evaluering af indsatsen på de 4,5 km.

- Det var ikke godt nok, men jeg gjorde det, jeg kunne, siger han og fremhæver det at løbe i de smukke vejr som en god oplevelse.

Poul-Erik Rasmussen slår med det samme fast, at et maratonløb ikke kommer på tale – et halvmaraton er han dog ikke afvisende over for. 

Poul-Erik efter løbet på de 4,5 km.
Poul-Erik efter løbet på de 4,5 km.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Søndag den 7. januar i naturen ved Skive Kasserne – det var her Poul Erik gennemførte sit første motionsløb nogensinde.

- Det er bare op af sofaen og komme i gang. 17. januar starter der nyt hold, siger Poul-Erik med et opfordrende blik til TV MIDTVESTs udsendte.