Politihund snusede sig frem til tyv i Skive

En 37-årig forsøgte at gemme sig i en carport, men er nu sigtet for at stjæle fra en bil og en tuk tuk.

Politihund
Foto: Arkiv

Et årvågent vidne og en dygtig politihund var de faktorer, der betød, at Midt- og Vestjyllands Politi natten til torsdag kunne sigte en 37-årig mand fra Skive for tyveri.

Politiet fik klokken 02.30 en anmeldelse fra et vidne, der fortalte om en mand med en noget mistænkelig adfærd på Ringparken i Skive. Manden var tilsyneladende i gang med at stjæle fra flere biler, og da han forlod stedet, sørgede vidnet for at lede politiet på rette vej.

- Vi havde en hundepatrulje i nærheden, og en af hundene fulgte sporet til Hvitfeltsgade, hvor der stod en mand og gemte sig i en carport, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær.

Manden i carporten viste sig at være en 37-årig mand fra Skive. Han er nu sigtet for tyveri fra en bil og en tuk tuk. Udbyttet var blandt andet en tablet, lidt tøj og en rygsæk.

Den 37-årige blev løsladt efter endt afhøring, men kan senere se frem til et retsligt efterspil.