16 tyverier, 12 bøder for dårlig opførsel, én bortvisning, to eftersøgninger og foreløbig én tiltale for vold.
Politiet melder generelt en vellykket udgave af Skive Festival for deres vedkommende.
- Det har været en utrolig rolig festival. Vi har været rigtig godt forberedte i år, og vi har haft et utrolig godt samarbejde med festivalarrangøren. De episoder, der har været, er på et lavt niveau i forhold til, at så mange unge mennesker har været samlet, fortæller vicepolitikommissær Lars Mikkelsen fra Skive Politi.
21 narkosager
Der har været 21 tilfælde, hvor festivaldeltagere var i besiddelse af narko i form af blandt andet amfetamin og hash.
- Vi har haft en meget konsekvent politik i forhold til stoffer. Den politik har de unge forstået, fortæller Lars Mikkelsen.
Én person blev hentet af en ambulance efter, at vedkommende havde indtaget fantasy.
Alt i alt var der omkring 17.000 festivaldeltagere til Skive Festival.