Politiet efterlyser: Hvem kastede æg efter tilfældige drenge foran Føtex i Skive?

Politiet ser med stor alvor på en sag fra Skive. Fra en sort bil blev der kastet æg mod en gruppe drenge, der var på vej hjem fra fodboldtræning.

En gruppe drenge blev onsdag angrebet med æg midt i Skive.
En gruppe drenge blev onsdag angrebet med æg midt i Skive.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

- Stor alvor, det her skal efterforskes i bund. 

Sådan lyder det fra Politikommisær Lars Mikkelsen fra Skive Lokalpoliti. 

Klokken 18.20 kommer en gruppe 12-årige drenge cyklende på Søndergade i Skive. De er på vej hjem fra onsdagens fodboldtræning. En helt normal dag, der udvikler sig, da de er på vej forbi Føtex. 

- En sort bil kører meget målrettet mod drengene. Et vindue bliver åbnet, hvorfra det bliver kastet flere æg mod drengene. Herefter forsvinder den sorte bil fra stedet, fortæller Lars Mikkelsen. 

Ordensmagten ser på stor alvor på hændelsen. 

- Det er bekymrende, at man ikke kan få lov at færdes i fred. Det var en gruppe helt normalt unge, der var på vej hjem. Den slags kan vi ikke acceptere, forklarer Lars Mikkelsen. 

Politiet har ikke meget at gå efter, derfor beder de offentligheden om hjælp. Har man oplysninger i sagen kan politiet kontaktes på telefon 114.