Politiet angrebet af aggressiv muskelhund i Skive: Betjent trak sin tjenestepistol

En muskelhund står nu bag flere personangreb i Skive. Senest på to betjente. Politiet vurderer, at hunden er ulovlig.

1:32
Politiet vil ikke på nuværende tidspunkt bekræfte den præcise hunderace, men fortæller, at der er tale om en såkaldt muskelhund.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

En cirka 55 kilo tung og 60 centimeter høj muskelhund gik onsdag formiddag til angreb på to betjente i boligområdet Englyst i Skive. Og det er ikke første gang, hunden er gået til angreb på mennesker.

Sagen begyndte i august, hvor Lokalpolitiet i Skive modtog en anmeldelse fra en 31-årig mand, der under en gåtur med sin egen hund, pludselig blev angrebet af muskelhunden.

- Hunden strejfede løst omkring i området omkring Englyst og gik så først til angreb på mandens lille hund og dernæst på manden selv, fortæller politiassistent Niels Bach.

Muskelhunden bed manden i armen, og politiet blev sat på sagen. Det førte dem til en 24-årig mand i Englyst, der i følge politiet passer hunden for en bekendt.

- Han er nu sigtet for overtrædelse af hundeloven, fordi han har ansvaret for hunden i det øjeblik, den er i hans varetægt.

Angreb tre mennesker på kort tid

Men sagen slutter ikke her. For da to betjente i går klokken 11.15 kørte ud til den 24-åriges bopæl for at chipscanne hunden og få mere viden om dens race og ophav, så var modtagelsen langt fra venlig. 

Så snart de to betjente kom ind på matriklen, kom hunden løbende ud af hoveddøren, hvor den straks gik til angreb på den ene betjent med bid i armen. Da det lykkedes ham at få hunden skubbet væk, men så gik hunden til angreb på den anden betjent.

- Den bed sig fast i hans ben og væltede ham omkuld, og i den forbindelse trak den anden betjent så sin tjenestepistol, men vurderede, at det var uforsvarligt at skyde, forklarer Niels Bach.

Ved fælles hjælp fik de to betjente i stedet skubbet hunden væk, mens den 24-årige fik hold i dyret. Politiet tilkaldte herefter hjælp fra et hundeinternat til at få indfanget hunden.

- Den ansatte kom derefter ud til ejendommen, hvor hunden så også gik til angreb på ham. Heldigvis havde han sekunder forinden fået givet hunden mundkurv på, inden den forsøgte at bide ham i skridtet.

De to betjente blev efterfølgende behandlet på skadestuen i Viborg. Begge er nu sygemeldte på grund af angrebet.

Politiet vurderer, at hunden er én af de 13 hunderacer, der er at finde på den såkaldte forbudsliste. Altså, at hunden er forbudt at have i Danmark. Det er blot én af grundende til, at hunden nu er i politiets varetægt.

- Den står nu bag flere angreb på mennesker, og vi vurderer, at den har en særdeles farlig adfærd. Forstil dig, at to børn er ude og sælge lodsedler og møder sådan en hund, lyder det fra Niels Bach.

Politiet kan ikke på nuværende tidspunkt sige, hvad der sker med den 24-årige mand eller ejeren af hunden. Men sagen bliver nu undersøgt nærmere.