Pigekrænker fra Skive anholdt

42-årig mand fra Skive kræves fængslet for sexkrænkelser og frihedsberøvelse af to piger.

Politi.dk jakker_type1.jpg

En mand fra Skive har angiveligt krænket en 17-årig pige og en 20-årig kvinde i Næstved og Ringsted. I nat blev han anholdt. - Manden blev anholdt klokken 03.02 i Københavns Lufthavn, hvor han var på vej ind i landet, siger talsmand Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

Krænkede flere

Den 17-årige pige har fortalt til politiet, at hun blev antastet af manden ved stationen i Næstved den 10. februar klokken 08.20 om morgenen. Manden bad hende om at vise vej. Det gik pigen med til, mod at manden til gengæld ville køre hende til Ringsted. I stedet kørte manden til en øde plads og forlangte forskellige seksuelle ydelser af pigen.Først sidst på eftermiddagen kørte manden tilbage til Ringsted og satte hende af ved stationen. Og der gik ikke længe, før manden slog til igen.

Samme aften antastede manden en 20-årig kvinde, som ventede på bussen. Også hun satte sig ind i mandens bil efter at være blevet tilbudt et lift. Igen forlangte manden seksuelle ydelser. Kvinden forlangte flere gange at blive sat af, men det skete først flere timer senere.

Flere meldte sig

Efter at politiet fortalte om sagen i pressen, meldte yderligere seks kvinder sig i rækken, som var blevet antastet af manden. De kunne alle fortælle, at han havde forsøgt at lokke dem ind i sin bil, men det havde de takket pænt nej til.

Politiet har i et stykke tid kendt mandens identitet og har været i kontakt med ham. Men han har opholdt sig i udlandet, og politiet har derfor ventet på, at han skulle vende tilbage til Danmark.

Manden skal senere torsdag stilles for en dommer med krav om varetægtsfængsling.