Påsatte brande gør beboerne utrygge: Jeg håber snart at de finder ham

Siden sidste lørdag har der været seks containerbrande i Skive. Politiet understreger, at der ikke har været fare for menneskeliv.

00:39

Dinah Linea Faxholm Thomsen og Simone Høgedal Nielsen. Se et interview med nogle af de utrygge beboere her. Video: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Beboerne i Skive midtby føler sig utrygge.

I løbet af den sidste måneds tid har byen været plaget af stribevis af påsatte containerbrande. Alene siden sidste lørdag har der været ild i seks containere.

Læs også Brandstifter på spil: Skive ramt af stribevis af containerbrande

- Det er meget, meget ubehageligt. Det er ikke til at vide, om det bliver vores containere næste gang, siger Christina Nørgård, der bor tæt på flere af de containere, der er stukket i brand.

Dinah Linea Faxholm Thomsen er også utryg.

- Hvis der en dag bliver sat ild til vores containere, er der nogle træskure, der også hurtigt kan gå ild i. Og så er det pludselig meget tæt på husene, siger hun.

Det må være den samme mand

Natten til søndag blev der med få minutters mellemrum meldt om to brande i midtbyen - brande, som politiet formoder er påsatte. I den forbindelse så vidner en høj, tynd og krumrygget mand i en mørk hættetrøje, og ham er politiet interesseret i at høre mere om.

- Jeg tror helt bestemt, at det er den samme mand, der står bag alle brandene. Jeg håber snart, at de finder ham. Vi bliver alle sammen lidt bange, siger Dinah Linea Faxholm Thomsen.

Der har i de fleste tilfælde været tale om fritstående containere, og dermed har der umiddelbart heller ikke været fare for menneskeliv. 

- Jeg har stor forståelse for, at man bliver utryg, når der er påsatte containerbrande der, hvor man bor. Men det er containere og skraldespande, der er blevet antændt, og indtil videre har det ikke haft betydning for bygninger, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen. 

Hvis nogen har oplysninger, der kan hjælpe med at finde gerningsmanden, vil politiet gerne have et tip på telefon 114.

Natten til søndag blev der meldt om to nye brande i Skive.  Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

 

02:31 Luk video