Opdateret: Parcelhus udbrændt i Spøttrup

En forbipasserende slog fredag formiddag alarm til brandvæsenet efter at have set ild i huset.

Brandvæsenet ved huset på Agertoften.
Brandvæsenet ved huset på Agertoften.
Foto: Karina Andersen / privatfoto

Opdateret klokken 18.21 med politiets melding om, at brandårsagen endnu er ukendt.

Et parcelhus er fredag formiddag udbrændt på Agertoften i Spøttrup.

Nordvestjyllands Brandvæsen fik melding om branden kort efter klokken 11. Det var en forbipasserende, der havde set, at det brændte på husets førstesal. 

Da brandvæsenet kom frem, havde ilden allerede fået godt fat i bygningen.

- Vores primære opgave er først og fremmest at blive sikre på, at der ikke er personer i huset. Derefter begynder vi at slukke ilden, fortæller indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen, Jan Christensen.

- Da vi ankommer, er førstesalen mere eller mindre overtændt indvendig, og ilden er ved at gå igennem taget.  Stueetagen ikke så hårdt ramt på det tidspunkt, men kort tid efter at røgdykkerne har været inde, begynder lofterne at falde ned.

0:38
Video fra branden på Agertoften i Spøttrup.
Foto: Karina Andersen / privatoptagelser

Indsatslederen fortæller, at politiet har haft kontakt med husets beboer, der ikke var hjemme, da branden brød ud.

Fredag eftermiddag har de 16 brandfolk fra Skive og Balling afsluttet arbejdet med branden, der har totalskadet huset. 

- Det er ubeboeligt. Taget er væk, og lofterne er faldet ned, siger indsatslederen.

Midt- og Vestjyllands Politi har endnu ikke noget bud på, hvad der kan have startet branden. Det skal nu undersøges nærmere.

Se video fra branden øverst i artiklen.