Oplevede Kim Larsens tredjesidste koncert: - Det var fantastisk
Ernst Duun var vidne til Kim Larsens tredjesidste koncert i august. Det var en uforglemmelig oplevelse, forklarer han.
Rettelse den 2. oktober 2018
Oplevelsen glemmer han ikke lige sådan foreløbig, Ernst Duun fra Oddense.
For en måneds tid siden stod han blandt 4.500 andre tilskuere i Skive til det, der skulle vise sig at være Kim Larsens næstsidste koncert.
- Jeg er glad for, vi var der for at opleve ham. Det var en fantastisk oplevelse. Han var slet ikke mærket af sin sygdomsperiode. Efter 10 sekunder sang alle folk med – det var helt fantastisk, siger Ernst Duun.
- Han gav lige alle de gode numre, som vi gerne ville høre, lyder det.
Beskeden om Larsens død var et chok
De fleste danskere kan nok tale med om, at nyheden om den folkekære musikers død kom som en overraskelse.
Ernst Duun, der gennem tiden har set spillemanden optræde 10 gange, er bestemt ingen undtagelse.
- Det var et chok for mig. Jeg vidste godt, hans helbred ikke var super, men det er altså kun fem uger siden, jeg så ham spille, så det havde jeg ikke forventet, siger han.
Vild med utallige Larsen-numre
Som Kim Larsen-fan har Ernst Duun naturligvis også et favoritnummer, som er blevet hørt lidt mere end de andre.
- Jeg holder meget af et nummer som ’Kvinde Min’, men der er utallige numre, jeg kan lide.
- Jeg holder generelt af Kim Larsens musik. Jeg synes, han synger helt fantastisk, forklarer Ernst Duun.
Kim Larsen solgte gennem sin karriere fem millioner plader.