Ødelagt vandpark kan ikke lappes sammen: - Vi kommer til at mangle den

Vandparken lokker hver sommer flere tusinde badegæster til Glyngøre, og derfor får det betydning, at den i år ikke kommer op på grund af groft hærværk.

2:26
Skandinaviens største vandpark i Glyngøre er blevet ødelagt af omfattende hærværk.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Dommen er klar, efter skaderne på Glyngøre Vandpark nu er blevet gennemgået: 

Meget lidt kan reddes. 

Det vurderer indehaveren af Thy Sejlmager, Jens Kristian Poulsen, som torsdag var forbi havnen i Glyngøre.

- De store ting er hårdest ramt og er desværre lige til at smide væk. Der er meget lidt, der kan reddes. De har skåret igennem fire til seks lag, så de har haft en god skarp kniv, og de har også haft godt ved den, siger han.

Vandrutsjebanerne og de andre forlystelser i vandparken er blevet skåret godt og grundigt i stykker, og politiet betegner det da også som groft hærværk.

En ny vandpark koster 300.000 kroner, og initiativtageren bag, Lotte Bodilsen, tvivler på, de får en ny op denne sommer.

- Der er så stor lokal støtte til det her projekt, så vi kan nok godt få samlet pengene ind. Men vi kan ikke bare sådan få fat i nye elementer, som bliver produceret i Kina. Måske får vi nogle af de små ting op, som kan repareres, siger hun.

De eller dem, som står bag hærværket, har skåret igennem fire til seks lag.
De eller dem, som står bag hærværket, har skåret igennem fire til seks lag.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Lokker folk til fra nær og fjern

At vandparken ikke kommer op i år, får indflydelse på en hel sommer for børn og unge, men også får byen, lyder det ifølge Kirsten Winther Jørgensen, som er formand for Glyngøre Borger- og Erhvervsforening.

Sidste år var der 15.000 besøgende i vandparken, som er en gratis forlystelse, der drives af frivillige.

- Vandparken er noget særligt, vi har. Det giver aktivitet både i byen i det hele tage, men også i butikker og restauranter, fordi den lokker folk til fra både land og vand. Vi kommer helt sikkert til at mangle den, så der skal findes en løsning, siger Kirsten Winther Jørgensen.

Kirsten Winther Jørgensen, formand for Glyngøre Borger- og Erhvervsforening, kan slet ikke forstå, at nogen kan finde på at ødelægge et gratis initiativ på denne måde.
Kirsten Winther Jørgensen, formand for Glyngøre Borger- og Erhvervsforening, kan slet ikke forstå, at nogen kan finde på at ødelægge et gratis initiativ på denne måde.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Hun håber, at politiet finder frem til den eller de, som står bag hærværket, for det skaber utryghed i den lille Limfjordsby.

- Det giver lidt utryghed i et lille samfund som vores, som ellers plejer at være fredeligt. Jeg forstår simpelthen ikke, at nogen kan finde på det.

Vandparken har været sat op hver sommer siden 2016 og skulle have været indviet for denne sæson på søndag. Det er Skandinaviens største vandpark.