Nye detaljer: Travtrænere bad bestyrelsen gå af – nu har medlemmerne trukket sig

Travtrænerne fra Skive Trav er glade, efter bestyrelsen har meldt ud, at den trækker sig. Der er nu kaldt til ekstraordinær generalforsamling.

Bestyrelsen for Skive Trav går af efter uro omkring en fyring.
Bestyrelsen for Skive Trav går af efter uro omkring en fyring.
Foto: Arkiv

Alle fem medlemmer af bestyrelsen for Skive Trav trækker sig efter den seneste tids uro omkring travbanen.

Omdrejningspunktet for uroen er en fyring af banens direktør, Jan Nørbjerg, som travtrænerne på stedet ikke er enige i. 13 ud af 14 travtrænere sendte derfor i sidste uge et brev til bestyrelsen, hvor de bad om en begrundelse for fyringen.

Det er nu kommet frem, at travtrænerne i samme ombæring foreslog bestyrelsen at gå af, hvis den ikke var enige med trænerne om, at Jan Nørbjerg skulle tilbage i direktørstolen.

- Vi skrev, at vi ønsker der skal være ro på travbanen. Vi skrev, at vi ønskede, Jan Nørbjerg skulle fortsætte som direktør, og så skrev vi, at vi gerne så, at dem der ikke var enige i det, gik af, siger Christian Lindhardt, der er blevet travtrænernes talsmand, til TV MIDTVEST.

Travtrænerne er glade

Nyheden om, at alle medlemmer nu forlader bestyrelsen, bliver derfor også modtaget positivt af Christian Lindhardt.

- Det er vi jo glade for på en eller anden måde, siger han.

Det var da heller ingen overraskelse for ham og hans trænerkollegaer, at det var sådan, det kom til at ende, for de har kendt til bestyrelsens beslutning i flere dage.

- Nogle trænerrepræsentanter var til møde med bestyrelsen i lørdags. Her kom der ro på, og vi blev gjort bekendt med, at bestyrelsen trak sig, og at der skal skulle vælges en ny, siger han.

- Vi vil gerne have stoppet polemikken

Afgående formand for bestyrelsen, Ole Finderup, vil hverken be- eller afkræfte, at brevet fra trænerne har været medvirkende årsag til, at han nu forlader posten.

- Formålet med det hele er at få ro på Skive Trav. Vi har brug for ro, svarer han til TV MIDTVEST.

Han fortæller, han mener, at det rigtige at gøre i den her situation er at se bort fra personlige interesser, så travbanen kan slippe for uro og blive styrket.

- Der var selvfølgelig andre muligheder end at trække sig, men det her var for at få ro hurtigt. Vi vil gerne have stoppet polemikken omkring Skive Trav, siger Ole Finderup.

Uroligheder og en tilkaldelse af politiet

Det hele begyndte i sidste uge, da bestyrelsen fyrede banens direktør Jan Nørbjerg, som måtte hjælpes væk af politiet, da han nægtede at forlade sit kontor.

Kort efter skrev travtrænerne brevet til bestyrelsen, hvori de støttede Jan Nørbjerg og forlangte en forklaring på hans fyring. Det ønskede bestyrelsen ikke at svare på, og nu har den meldt sin afgang.

- Der har været mange avisskriveri, og det, synes vi ikke, er det bedste for Skive Trav. Så hvis det at få ro indebærer, at vi trækker os, så må vi gøre det, siger afgående formand for bestyrelsen, Ole Finderup til TV MIDTVEST.

Travtrænerne er enige med den snart tidligere formand i, at der skal ryddes op i uro og uenigheder, så der igen kan komme fokus på travbanen som virksomhed.

- Vi har alle en stor passion for banen, og når vi ser, den kører dårligt, så prøver vi at kæmpe for, at den skal køre bedre. Vi håber, der kommer ro på travbanen, og at Jan kommer tilbage, så vi kan få en sund forretning, siger Christian Lindhardt.

Der er indkaldt til ekstraordinær generalforsamling den 29. marts.