Ny triumf for ColoQuick: Rodenberg vandt på hjemmebane

Cykelholdet fra Skive vandt i weekenden både i Himmerland og på hjemmebane.

0:49
ColoQuick-rytterne fejrer sejren sammen med sportsdirektør Christian Andersen. Se afslutningen på løbet og et interview med vinderen her.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

To sejre på to dage.

Det professionelle cykelhold Team ColoQuick fra Skive kan se tilbage på en perfekt weekend, hvor det både blev til sejr i lørdagens Grand Prix Himmerland og søndagens Rent Liv Løbet på hjemmebanen i Skive.

Det 188,1 kilometer lange cykelløb med start og mål i Skive blev vundet af Frederik Rodenberg, der vandt spurten foran holdkammeraten Niklas Larsen. Og netop Niklas Larsen vandt lørdagens løb i Himmerland.

Efter sejren rettede Frederik Rodenberg en stor tak til sine holdkammerater for hjælpen undervejs. 

- Jeg skylder de drenge meget. Kæft hvor de kører godt. Jeg var heldig at få lov til at køre spurten på hjul af dem. Det betyder meget for sponsorerne, at vi vinder på hjemmebane. Det er fantastisk, sagde han til TV MIDTVEST kort efter at have passeret målstregen.

Rent Liv Løbet bød først på en 149,7 kilometer lang tur rundt i Salling og forbi Højslev og Ørslevkloster, inden det hele kulminerede med en rundstrækning i Skive, der skulle køres seks gange.

0:22
Sådan så det ud, da feltet blev sendt afsted i Skive ved middagstid.
2:16