Ny teaterskole i Skive: - Vi lærer børn at stå frem

Om få dage skrives der nyt kapitel i Skives kulturhistorie. Det sker, når Skives nye teaterskole for børn har premiere på deres første forestilling nogensinde.

Skives nye teaterskole har snart premiere på deres første stykke nogensinde: ‘Jagten på den gale professor’.
Skives nye teaterskole har snart premiere på deres første stykke nogensinde: ‘Jagten på den gale professor’.
Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

I denne weekend øves der intenst på Skives nye teaterskole for børn, TRAKO.

De har nemlig snart premiere på deres første stykke nogensinde: ‘Jagten på den gale professor’.

Når stykket skal indlæres, sker det på en helt speciel måde.

- Vi leger mange af tingene ind. Det er meget noget med at prøve tingene på egen krop, fortæller den ene af grundlæggerne Marc Bray.

Formålet med TRAKO er at give Skives børn og unge et alternativ til de andre fritidsaktiviteter, der er i Skive.

- Da jeg selv var barn, måtte jeg hele vejen til Viborg for at finde en mulighed for at spille teater. Og vi kunne se, at det stadig mangler, så vi tænkte, at Skive skal da have en teaterskole, siger den ene af grundlæggerne.

Børnene skal have det sjovt, men de får også lært noget ved at stå på de skrå brædder.

- Jeg håber, de får det med sig, at de tør stå frem. Det bliver mere og mere nødvendigt, at man tør stå frem, tale foran andre og vise, hvad man vil. Så vi vil gerne give dem noget selvværd og tro på, at de kan, lyder det fra Marc Bray.

Mille Krista Korsgaard Nielsen er en af de unge skibonitter, som har taget det nye tilbud til sig.

- Man lærer, at man ikke skal have sceneskræk, og man lærer en masse om at tale højt og tydeligt, fortæller den nye teaterelev.

Hun meldte sig til, fordi hun manglede noget at gå til i sommerferien. Det har hun ikke fortrudt.

- Jeg har fået rigtig mange venner, og så er det også bare sjovt at stå på en scene og prøve at huske det hele, siger Mille Krista Korsgaard Nielsen.

Mille Krista Korsgaard Nielsen meldte sig til, fordi hun manglede noget at gå til i sommerferien.
Mille Krista Korsgaard Nielsen meldte sig til, fordi hun manglede noget at gå til i sommerferien.
Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

Børnene kommer med forskellige ambitioner, og det kræver ingen forkundskaber at være med. Der er plads til alle, forsikrer den ene grundlægger.

- Nogle drømmer om at blive skuespillere, og andre synes bare, det er hyggeligt. Det giver nogle forskellige udgangspunkter, og på den måde får vi noget at arbejde med, fortæller Marc Bray.

TRAKO spiller ‘Jagten på den gale professor’ den 17. - 19. maj på Skive Theater.