Navn på trafikdræbt frigivet

Det var en 24-årig mand fra Salling, der torsdag eftermiddag mistede livet en i voldsom trafikulykke ved Roslev.

130614ulykke.jpg

Politiet i Skive har fredag morgen frigivet navnet på den 24-årige mand, der torsdag eftermiddag mistede livet i voldsom trafikulykke på Viumvej ved Roslev.

Det drejer sig om den 24-årige Mikkel Hald fra Salling.

Ulykken skete ved 16-tiden, da den 24-årige kørte på Viumvej ved Roslev i en personbil. I følge politiet har flere vidner bemærket, at bilen kom med meget høj hastighed, hvilket politiet derfor formoder er den primære årsag til soloulykken.

Dræbt på stedet

Politiets første undersøgelser af ulykkesstedet tyder på, at den 24-åriges bil kom ud i rabatten umiddelbart inden, den forulykkede. Da den 24-årige forsøgte at rette bilen op, mistede han herredømmet over bilen. Bilen ramte herefter fem-seks træer.

I følge politiet bar den unge mand formentlig ikke sikkerhedssele og blev derfor slynget ud af bilen, som han landede under. Han var formentlig dræbt på stedet.