Narkosagen fra Skive: Befalingsmand er dømt for kokainkøb

En af de første retssager med ansatte på Skive Kaserne, som købte kokain af den såkaldte Porsche-bande, er nu afgjort i retsafdelingen i Thisted.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

Det blev en forholdsvis kort forestilling, da en 25-årig befalingsmand fra Thy, som er ansat på Skive Kaserne, i retsafdelingen i Thisted blev sigtet for otte gange at have købt i alt 17 gram kokain.

Det skete ifølge sigtelsen fra december 2018 til april 2019, hvor den 25-årige sammen med 28 andre ansatte på kasernen blev en del af det store sagskompleks, hvor Porsche-banden er tiltalt for at have solgt narkotiske stoffer til omkring 275 forskellige personer.

Den 25-årige befalingsmand havde valgt at gå til bekendelse og havde også afgjort med sig selv, at hans karriere hos Forsvaret nu var færdig.

Dømte var afklaret med situationen

Dommen kom til at lyde på 14 dages betinget fængsel med 40 timers samfundstjeneste.

- Dommen svarer til den retspraksis, som følger denne type sager, forklarer anklager Nanna Lundhøj.

Den 25-årige fortalte til dommeren, at han - som så mange andre - blev en del af det miljø på kasernen, som brugte kokain, og derigennem fik kontakt til sælgerne af stofferne.

Han fortalte også, at han nu var afklaret med sin situation og allerede var i gang med at forberede sig til en ny uddannelse.

Den 25-årige havde valgt at møde op til retssagen uden forsvarer og modtog afgørelsen på stedet.

3:23
Indslag fra den 5. maj 2020, hvor de første tre medlemmer af en bande i Skive, der har stået bag omfattende kokain-salg, blev dømt.