Naboer undrer sig efter grov mishandlingssag: Hvorfor blev det ikke opdaget?

Christina Jensen blev udsat for mishandling, frihedsberøvelse og voldtægt på flere forskellige adresser over en periode på halvandet år.

Christina Jensen havde tydelige blå mærker, da politiet mødte op på adressen i Højslev Kirkeby.
Christina Jensen havde tydelige blå mærker, da politiet mødte op på adressen i Højslev Kirkeby.
Foto: Privatfoto

I går blev fem personer ved Retten i Viborg dømt for at have udsat 24-årige Christina Jensen for langvarig mishandling, frihedsberøvelse og voldtægt.

Sagens omstændigheder har rejst spørgsmål omkring, hvordan det kunne foregå på flere forskellige adresser over en periode på halvandet år i Skive Kommune - uden at nogen fattede mistanke og greb ind.

Christina Jensen fortæller, at hun endda flere gange undervejs havde besøg af en sagsbehandler fra Skive Kommune – også i huset i Højslev Kirkeby, der blev det sidste af flere steder i Christina Jensens lange mareridt.

Vi ved, at en stedfar til en af husets øvrige beboere kontaktede politiet, fordi han havde set en ung, tynd kvinde med blå mærker.

Christina Jensen fortæller, at hun ikke kunne fortælle sagsbehandlerne, at noget var galt. 
Christina Jensen fortæller, at hun ikke kunne fortælle sagsbehandlerne, at noget var galt. 
Foto: TV MIDTVEST.

Det fik politiet til at gribe ind og bremse den mishandling, vold og frihedsberøvelse, Christina Jensen var offer for.

Christina Jensen fortæller, at hun var på kontanthjælp, og at hun flere gange havde besøg af en sagsbehandler, der skulle snakke med hende om, hvad hun gerne ville jobmæssigt.

Forsøgte at signalere med øjnene

Hun fortæller, at hun ikke kunne komme til at fortælle sagsbehandleren sandheden om, hvad der foregik, fordi de andre i huset lyttede med.

- Men jeg prøvede at signalere med øjnene, at noget var galt, fortæller Christina Jensen.

Christina Jensen er ikke den eneste, der undrer sig over, at kommunen ikke opdagede, at noget var helt galt.

Johan Thomsen er nabo til huset i Højslev og kan ikke forstå, hvorfor der ikke blev grebet ind noget før. 
Johan Thomsen er nabo til huset i Højslev og kan ikke forstå, hvorfor der ikke blev grebet ind noget før. 
Foto: Jonas Bach Sørensen

Det gør Johan Thomsen også. Han var nabo til huset i Højslev Kirkeby.

- De har da svigtet, så vidt jeg kan se. De har været inde og snakke med hende ovre i huset, siger han.

Da Christina Jensen blev indlagt på Viborg Sygehus efter politiets indgriben, havde hun tydelige blå mærker i ansigtet og på kroppen.

Ingen kommentarer til konkret sag

Heidi Becker-Rasmussen, der er socialchef i Skive Kommune oplyser, at hun ikke kan udtale sig konkret om personsager, som Christina Jensens.

- Men helt overordnet set, så er det sådan, at hvis vi ser nogle forhold, der giver anledning til, at vi skal reagere, så politianmelder vi det, siger hun.

Christian Eriksen fra Højslev Kirkeby havde ingen mistanke om, hvad der foregik i huset. 
Christian Eriksen fra Højslev Kirkeby havde ingen mistanke om, hvad der foregik i huset. 
Foto: Jonas Bach Sørensen

Christina Jensen og flere af de personer, der nu er dømte i sagen, nåede at bo i huset i Højslev Kirkeby 17 dage før anholdelserne.

- Vi kunne ikke se, der var noget galt. Vi går ikke ind og spørger og ser ind i huset, siger Johan Thomsen, der er nabo til huset i Højslev Kirkeby.

Muligt politisk efterspil

I dag fortæller naboerne, at de siden har fået kommentarer om, hvorfor de ikke opdagede, hvad der foregik. Men det var svært, forklarer de.

- De havde rullet for vinduerne, og det var som regel kun hende, der var ude, og han havde som regel besøg af venner. Det er ikke lige der, man kommer og spørger, om man må komme indenfor og hilse på, siger Christian Eriksen, der også var nabo til Christina Jensen og de personer, der mishandlede hende.

Det var, mens Christina Jensen boede i dette hus, at overgrebene blev opdaget. 
Det var, mens Christina Jensen boede i dette hus, at overgrebene blev opdaget. 
Foto: Jonas Bach Sørensen.

Nye er flyttet ind i huset, og nu håber naboerne, at sagen snart helt kan blive fortid.

- Lad os bare få den lukket og starte på en frisk igen, siger Christian Eriksen.

Politisk kan det dog være, at sagen først lige er begyndt.

Ole Damgaard Nielsen (S), der er formand for Social, Sundhed & Forebyggelse i Skive Kommune, vil heller ikke kommentere den konkrete sag, men han har bedt om at få en orientering på næste udvalgsmøde.

- Det er utrolig vigtigt, at vi som politikere ved, hvad der foregår i Skive Kommune. Hver gang, der er nogle sager, så beder jeg om en redegørelse, og det har jeg også gjort i denne her sag, siger han.

Hovedgerningsmanden i sagen blev idømt en forvaringsdom. Han har bedt om tid til at overveje at anke.

3:10
Det vækker undren, at der ikke var nogen, der greb ind tidligere, da Christina Jensen blev mishandlet, frihedsberøvet og voldtaget.