Muligvis lys fremtid i sigte for Skive Trav

Hvis det står til den nye regering, skal Danske Spil ikke længere have monopol på hestevæddeløb.

Skive Travbane
Foto: Anders Munk Poulsen, TV MIDTVEST

Hestevæddeløbssporten går muligvis en noget lysere fremtid i møde. Danske Spil skal nemlig ikke længere have monopol på hestevæddeløb – i hvert fald ikke hvis det står til den nye regering.

I regeringsgrundlaget står der, at regeringen vil sikre gode vilkår for hestevæddeløbssporten i Danmark ved en liberalisering af spil på hestevæddeløb. Travsporten har de seneste år været hårdt økonomisk presset på grund af en nedgang i støtten fra tipsmidlerne på 35 millioner kroner de seneste to år. Det har betydet en hård tid og en usikker fremtid for blandt andet travbanen i Skive. Derfor varmer en nyhed som denne i Skive.

- For det første er det rart, at den nye regering vil være med til at udvikle travsporten. For os kommer det til at betyde, at flere folk vil investere i travheste, og det er klart, at det vil give en øget aktivitet hos vores travtrænere og på travbanen generelt, siger Steen B. Nielsen, der er banechef på Skive Travbane.

Der er ikke sat tidshorisont på, hvornår liberaliseringen af spil på hestevæddeløb gennemføres.