Motorcyklist forsøgte at flygte fra politiet: Endte med at blive påkørt

Da politiet fredag aften satte efter en flugtmotorcyklist ved Skive, endte det med, at motorcyklisten blev påkørt ved lav fart.

Det endte helt galt for en kvindelig motorcyklist fredag aften, da hun i et forsøg på at køre væk fra politiet endte med at blive påkørt af patruljevognen. Det oplyser politiassistent ved Skive Lokalpoliti, Niels Bach.

- Klokken 22.30 så en patruljevogn en motorcyklist køre hurtigt på Ny Viborgvej. Patruljen fulgte motorcyklisten til Højslev, hvor hun på Langmosevej svingede ind foran politibilen og derfor blev påkørt med ti kilometer i timen, fortæller Niels Bach

Den 31- årige kvinde kom intet til i samstødet, men motorcyklen, der var en Kawasaki 1400, fik nogle ridser.

Motorcyklisten, der ikke har kørekort, vurderes af politiet til at have kørt det dobbelte af, hvad der var tilladt, men den præcise måling vil komme frem af en undersøgelse.

Den 31-årige flugtmotorcyklist fra Skive er blevet sigtet for kørsel i frakendelsestiden, hastighedsovertrædelse og manglende signal- og tegngivning.

 


Læs flere artikler fra Skive eller i kategorien 112.