Møbler for 210.000 kroner stjålet fra lagerhotel i Skive

Natten til torsdag fik et lagerhotel i Skive stjålet for 210.000 kroner i værdi fra deres inventar. Politi søger vidner i sagen.

Torsdag morgen blev politiet i Skive kaldt ud til et stort indbrud på Øster Fælledvej i Skive.
Torsdag morgen blev politiet i Skive kaldt ud til et stort indbrud på Øster Fælledvej i Skive.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Torsdag morgen mødte ejerne af et lagerhotel i Skive op til et trist syn.

Mellem klokken to og klokkken otte natten til torsdag blev der begået indbrud på lagerhotellet på Øster Fælledvej i Skive. Det oplyser Skive Lokalpoliti.

- Døren er blevet brudt op, hvor ukendte gerningsmænd er kommet ind ad. Fra lagerhotellet har de taget stole og to lamper, der løber op i en værdi af 210.000 kroner, fortæller Niels Bach, der er politiassistent ved Skive Lokalpoliti.

Politet vurderer, at gerningsmændene har haft et større køretøj, så de kunne fragte møblerne væk fra Øster Fælledvej, oplyser politiet i Skive.

- Hvis folk har set et større køretøj i området natten til torsdag, eller hvis folk bliver tilbudt nogle møbler, så hører vi gerne fra dem, siger Niels Bach.

Politiet lader i øjeblikket alle døre stå åbne i denne sag i forhold til, om der er tale om organiseret kriminalitet eller ej.

Sagen er fredag blevet overdraget til central efterforskning i Viborg.