Møbelfabrik udvider og ansætter nye folk

Møbelfabrikken Magnus Olesen udvider produktionen i Durup med 15 – 20 mand.

Møbelproducenten Magnus Olesen flytter søster-virksomhed til Durup.
Møbelproducenten Magnus Olesen flytter søster-virksomhed til Durup.
Foto: Pressefoto

Møbelfabrikken Magnus Olesens er en af få, der stadigvæk er tilbage i Salling. Nu lægger fabrikken sin afdeling i Haslev sammen med fabrikken i Durup. I sammen ombæring skal fabrikken ansætte 15-20 nye medarbejdere, det skriver virksomheden i en pressemeddelelse fredag.   

- Haslevs nuværende fabrik ligger i et parcelhusområde, hvilket giver begrænsninger i forhold til produktionen både i forhold til tid og andre gener, der ofte vil være i forbindelse med en produktionsfabrik.

- Derudover er konkurrencen blevet mere intensiv, mange af vores konkurrenter er flyttet til udlandet, eller har helt afhændet deres produktion og producerer alene via underleverandører, skriver Magnus Olesen i pressemeddelelsen. 

Flere medarbejdere og flere robotter

Udover at der skal ansættes flere på fabrikken i Durup, vil selskabet også investere i mere automatisering på i produktionen. 

- For begge virksomheders vedkommende er det væsentligt, at produktionen af de to kollektioner fortsat finder sted i Danmark, samt at produktionen er konkurrencedygtig og baseret på bæredygtighedsprincipper til fordel for vore kunder. Med tiltaget sikres, at begge virksomheder kan imødekomme den vækst, der opleves i øjeblikket og som forventes i de kommende år, skriver Magnus Olesen i meddelelsen. 

Møbelproducenten forventer at flytningen vil forløbe over de kommende fem måneder.