Mishandling og indespærring: Forvaringsdømt mand anker dom

28-årige Martin Lønborg Nielsen har valgt at anke den forvaringsdom, Retten i Viborg idømte ham for blandt andet mishandling og indespærring.

Arkivbillede af Retten i Viborg.
Arkivbillede af Retten i Viborg.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

3. februar blev 28-årige Martin Lønborg Nielsen idømt forvaring ved Retten i Viborg for blandt andet at have indespærret og mishandlet 24-årige Christina Jensen.

Den dom har han nu valgt at anke til landsretten, skriver Skive Folkeblad.

Martin Lønborg Nielsen havde efter domsafsigelsen bedt sig betænkningstid i forhold til, om han ønskede at anke dommen. Efter at have nærlæst dommen har han nu valgt at anke den.

Når sagen igen skal for retten, denne gang ved Vestre Landsret, er det Martin Lønborg Nielsens oprindelige forsvarer, Lars Thousig, der skal føre sagen.

Offer var glad og lettet

Mishandlingen og indespærringen, som 24-årige Christina Jensen blev udsat for, skete gennem 1,5 år i en lejlighed i Højslev øst for Skive.

Her blev hun udsat for trusler, ligesom hun i en periode udelukkende levede af en skål havregrød om dagen, der blev serveret i en hundeskål.

Derfor var det en lettelse, da gerningsmanden blev idømt forvaring.

- Jeg er glad. Jeg er rigtigt lettet. Jeg har sådan en vinderfølelse af ”yay jeg vandt”. Jeg er meget godt tilfreds, sagde Christina Jensen efter domsafsigelsen.

Men nu kan hun altså se frem til, at dommen igen skal for retten.

2:08
Retten i Viborg dømte i dag den 28-årige Martin Lønborg Nielsen til forvaring for grov mishandling af sin tidligere kæreste.

Valgte at stå frem

Christina Jensen valgte at stå frem for at fortælle om den periode, hvor hun blev mishandlet og holdt indespærret.

Det gjorde hun, fordi hun ville forsøge at undgå, at det samme skulle ske for andre.

- Jeg vil gerne ud med budskabet. Jeg vil ikke have, det skal ske for andre, for det er ubehageligt. Det er derfor, jeg vælger at stå frem, fortalte hun, selvom det havde været en skrækkelig oplevelse.

- Det var grusomt, og jeg havde lyst til at stikke af mange gange. Men jeg turde ikke, fordi jeg vidste, hvad han ville gøre, hvis jeg stak af. Og det ville jeg ikke have skulle ske.

I alt blev fem personer dømt i sagen. Det er kun Martin Lønborg Nielsen, der har valgt at anke dommen, skriver Skive Folkeblad.

1:58
Voldttægt, indespærring og grov mishandling af en kvinde. Det er nogle af punkterne i en verserende retssag .