Millioner følger med i USA - I Skive var det umuligt at stille med et hold

Til prøvetræningen var det ikke muligt at stille med et hold. Men det var ikke noget problem for de fremmødte.

2:18
Træner Thore Møller instruerer William Albrektsen (t.v.) og Bertram Ledderer i tacklinger.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

På grønsværen i Skive inviterede man i anledning af Super Bowl Sunday til prøvetræning hos klubben Midwest Musketeers, der dyrker amerikansk fodbold.

Arrangementet stod i skærende kontrast til Super Bowl, der ventes at samle millioner af amerikanske tv-seere, når Kansas City Chiefs møder Philadelphia Eagles.

I alt var to interesserede mødt op til søndagens prøvetræning, og derfor var man - på trods af de to trænere - et stykke fra de syv spillere, der kræves for at stille med et hold.

- Man kan ikke træne i den by, hvor man bor. Det er vilkårene, når det er en nichesport. Derfor vil vi gerne have sporten udbredt, siger træner Thore Møller, der kommer fra Viborg.

Lørdag formåede et lignende arrangement i Viborg at samle 15 interesserede. 

- Det er en sport, der er indrettet til, at man kan komme som tyk, tynd, høj og lav og stadig finde en plads på banen, forklarer træneren.

Selvom kun få havde fundet vej til Skive, så var stemningen alligevel god.

- Jeg har aldrig prøvet det før, men det er en fed sport.

- Jeg kan godt lide det, fordi man må og skal tackle rent, siger Bertram Ledderer, der var taget fra Karup til prøvetræningen i Skive.

Her mødte han William Albrektsen fra Stoholm, der også er blevet svært begejstret for sporten.

- I amerikansk fodbold må man tackle og lægge hinanden ned. Det må man ikke i fodbold, forklarer han.

Mens de to nu begge overvejer, om de skal blive en del af klubben, så ved de begge, at de med sikkerhed skal se Super Bowl, der finder sted sent søndag aften.