McDonald's-besøg endte med tre sigtelser

På bare 10 minutter lykkedes det en mand at få tre sigtelser og et polititilhold efter et besøg på en McDonald's-restaurant i Skive.

Da politiet ankom til McDonald's, var manden flygtet.
Da politiet ankom til McDonald's, var manden flygtet.

En 30-årig mand fra Skive blev under et besøg på McDonald's så utilfreds, at han efter at have spist gik op til kassen.

- Her serverede han en lang række ukvemsord og brokkede sig over dårlig betjening, dårlig mad – ja utilfredshed over hele linjen, fortæller politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Herefter tog manden sit fyldte colabæger og knaldede det ned i gulvet, så der stod cola ud til alle side.

Da den 30-årige forlod restauranten, fulgte en medarbejder efter ham og gjorde ham bekendt med, at han nu havde forbud mod at komme på restauranten igen.

- Det tog gæsten ilde op og begyndte herefter at skubbe medarbejderen hårdt baglæns, så denne røg tilbage i vindfanget, lyder det fra Niels Bach.

Medarbejderen følte sig derefter nødsaget til at trykke på overfaldsalarmen.

Da var klokken 22.54.

Fanget på rekordtid

Da politiet ankom til McDonald's kort efter, var manden flygtet.

- En patrulje begyndte at cirkulere rundt i området, og kun to minutter efter var der bid, oplyser politiassistenten.

Da blev manden spottet og anholdt på Posthustorvet i byen bare seks minutter efter, at overfaldsalarmen var gået.

- Her blev han straks visiteret, og vi fandt 31,16 gram hash opdelt i mindre klumper med henblik på videre salg på ham, siger Niels Bach.

Herefter gik turen til politistationen. Også her gik det galt for den 30-årige mand fra Ramsing.

Endnu en sigtelse

Hos politiet blev manden afhørt af en kvindelig betjent.

- Hende udsatte han for seksuelle ukvemsord, fortæller politiassistent Niels Bach.

Dermed har McDonald's-besøget udviklet sigt en sag med tre sigtelser og et polititilhold for den 30-årige.

Han får en sigtelse for vold, besiddelse af narko med henblik på videresalg samt en sigtelse for at have sagt ukvemsord mod en polititjeneste mand.

Manden har desuden fået forbud mod at komme på McDonald's i to år.

Han blev løsladt efter endt afhøring.