Massivt politiopbud til Paludans demonstration i Skive

Så er Rasmus Paludan ankommet til Skive. Indtil videre forløber demonstrationerne fredeligt.

En tilhører tager en selfie sammen med Rasmus Paludan.
En tilhører tager en selfie sammen med Rasmus Paludan.
Foto: Claus Rud Jensen TVMIDVEST

Midt- og Vestjyllands Politi har sat meget store styrker ind for at forhindre uroligheder ved fredagens to demonstrationer i Skive.

Politiet ønsker ikke selv at sætte tal på antallet af betjente og køretøjer på stedet, men TV MIDTVESTs reportere på stedet fortæller om adskillige mandskabsvogne og masser af betjente, hvoraf flere har hunde med.

Der er også en drone i luften for at overvåge området, men politiet ønsker ikke at bekræfte, at det er deres.

Lederen af det indvandrerkritiske parti Stram Kurs, Rasmus Paludan, ankom til Skive omkring klokken 17.15, og han var lige fra starten mandsopdækket af flere betjente.

Rasmus Paludan måtte i søndags opgive at gennemføre en demonstration i Skive, da en større flok personer med indvandrerbaggrund stormede frem mod ham ad flere omgange.

- Det er meget usædvanligt, at jeg bliver angrebet på den her måde, og det er tydeligt, at politiet har fejlvurdereret de taktiske styrker. Men nu forstår jeg bedre, hvorfor så mange fra Skive har skrevet til mig og bedt mig om at komme, for selvom der ikke er en ghetto her, er det nu tydeligt for mig, at der her i Skive er mange voldelige samfundstabere, sagde Rasmus Paludan bagefter til Skive Folkeblad.

Han bebudede i samme omgang, at han ville vende tilbage til byen, og det sker altså fredag eftermiddag.

Paludan fik i første omgang lov til at demonstrere foran byens moske, men torsdag besluttede politiet at flytte demonstrationen til Dalgas Allé.

Samtidig har det muslimske miljø i byen arrangeret en moddemonstration.

- Det er ikke en fest, men en protest. Vi vil vise lokalsamfundet, at vi ikke er voldelige, men at vi er danske borgere, der en del af samfundet, siger Mohammad Jamal, der er imam i Skive. 

Indtil videre forløber de to demonstrationer fredeligt.

1:02
Se et interview med Rasmus Paludan her.
4:45
Se indslag fra dagens demonstrationer her.
 
 
Foto: Claus Rud Jensen. TV MIDTVEST