Mand sigtet i grundlovsforhør: Forfulgte kæresten i bil og maste hende i grøften

En mand er blevet varetægtsfængslet efter at have jagtet sin kæreste i bil og skubbet hende af vejen.

Manden blev fredag fremstillet i grundlovshør ved Retten i Viborg. (Arkivfoto)
Manden blev fredag fremstillet i grundlovshør ved Retten i Viborg. (Arkivfoto)
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Et skænderi mellem et kærestepar endte torsdag eftermiddag med en trafikulykke på Viborgvej i Højslev øst for Skive

Ovenpå et ophedet skænderi om deres fælles søn ville en kvinde væk fra sin kæreste, så hun tog en bil og forsøgte at køre sin vej. Allerede inden hun nåede væk fra ejendommen blev hun dog stoppet af manden, som blokerede indkørslen for at tale med hende.

Da det ikke lykkedes, tog han en anden bil og kørte efter kvinden. Lidt længere nede ad vejen kørte han op på siden af hende med 80 kilometer i timen og skubbede hendes bil ud i grøften, hvor hun forulykkede.

Ingen af de to kom alvorligt til skade.

Manden havde en anden forklaring

Fredag blev manden fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Viborg. Her lød hans egen forklaring noget anderledes end kvindens.

Ifølge manden var han rigtignok fulgt efter hende, fordi han efter eget udsagn var 'oppe i det røde felt', men han havde overhalet hende og forsøgt at få hende til at sænke farten. Kvinden skulle så have forsøgt at overhale mandens bil indenom og på den måde have presset sin egen bil ud i grøften.

Retten i Viborg besluttede fredag at varetægtsfængsle manden i fire uger, mens sagen bliver undersøgt nærmere - dels på grund af episoden her og dels fordi manden skulle have truet sin kæreste på livet, mens han var i politiets varetægt.

Anklager: En alvorlig sag

Politiet formoder, at manden var påvirket af hash eller andre stoffer, da episoden fandt sted. Desuden var han løsladt på prøve efter en dom i en lignende sag, hvor han forvoldte skade på en anden person ved at køre ind i vedkommende.

- Vi ser med stor alvor på den her slags sager, hvor der er fare for personskade. Det er jo alvorligt, når nogen gør den slags i en bil, fordi en bil potentielt kan forvolde stor skade, siger Anna Søndergaard, anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden er sigtet med grundlag i straffelovens paragraf 252, som kan give op til otte års fængsel.