Mand kørt ned og slået med baseballbat

En mand er sigtet efter episoden.

Offeret er ikke i livsfare efter påkørslen.
Offeret er ikke i livsfare efter påkørslen.
Foto: Flemming Christensen

Politiet i Skive fik travlt lørdag eftermiddag, da de fik en anmeldelse om, at en mand var blevet påkørt.

Det viste sig dog at være endnu mere alvorligt.

Anmeldelsen kom klokken 15:45, hvor en bil ramte en 38-årig mand på Dalgas Alle i Skive. Efter påkørslen blev manden slået med et baseballbat.

- Da patruljen kommer derud har en større menneskemængde samlet sig, og der er en meget dårlig stemning. Derfor bliver flere patruljer tilkaldt, fortæller Niels Bach fra Skive Politi.

En person anholdt

Politiet har anholdt en 25-årig mand i sagen. Manden er med i en gruppering, der er tidligere kendt af politiet.

- Sagens karakter taget i betragtning har vi afsat de nødvendige ressourcer til at efterforske den. Der er flere tråde der skal udredes, og det kan ikke udelukkes, at der kommer flere sigtelser i sagen, siger Niels Bach.

Den 38-årige blev efter overfaldet kørt på sygehuset. Han er ikke i livsfare.