Mand kørte narkokørsel på en stjålet motorcykel uden kørekort

En 46-årig mand endte med i alt fire sigtelser, da han blev stoppet af politiet.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Mandag klokken 17:50 bemærkede en patrulje en 46-årig mand på en motorcykel på Reberbanen i Skive midtby.

Betjentene valgte at stoppe manden, og det viste sig at være en god idé. Det blev nemlig hurtigt til hele fire sigtelser til den 46-årige motorcyklist.

- Føreren havde intet kørekort, da han tidligere havde fået førerretten administrativt inddraget, forklarer Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Dermed blev manden sigtet for at køre uden førerret. Men det stoppede ikke der, for han testede positiv for at køre narkokørsel, hvilket han blev sigtet for.

- Motorcyklen var også stjålet, så han er også sigtet for brugstyveri, siger Niels Bach.

Da politiet visiterede motorcyklisten, viste det sig desuden også, at han havde en peberspray på sig.

Først forsøgte han at forklare politiet, at det var en, som han havde fundet på jorden og ville indlevere til politiet, men senere tilstod han så, at det var hans.

Pebersprays er i Danmark ulovlige for privatpersoner, hvis ikke man har fået særlig dispensation fra politiet. Derfor endte manden også med en fjerde sigtelse, nemlig for brud på våbenloven.