Mand kørte med is på forruden: Endte med at få frakendt sit kørekort

Udover at være til fare for andre mennesker kan det også være en dyr omgang at køre med is på forruden. Det må en 31-årig skibonit nu erkende.

(Genrefoto).
(Genrefoto).
Foto: Lars Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Vi er nu over halvvejs gennem vinteren, men selvom det ofte betyder, at vi så går imod varmere tider, så er der altså stadig risiko for at blive mødt af en iset rude på sin bil om morgenen. 

Det kan være en omstændig proces at skulle i gang med at fjerne det, men ikke desto mindre er det vigtigt, at man gør det, og at man frem for alt gør det ordentligt.

Det måtte en 31-årig mand fra Skive sande, efter han i weekenden blev stoppet af politiet med is på ruden.

- Manden havde kun en meget lille sprække i forruden, som han kunne kigge ud af. Det svarer jo til, at man sætter en sort sæk på sin rude og klipper et lille hul i. Det duer selvfølgelig ikke, fortæller Niels Bach, der er politiassistent hos lokalpolitiet i Skive.

Manden kørte derudover med et barn uden sele på bagsædet, og det betyder, at manden nu har tilraget sig to sigtelser. Det betyder, at han nu både står til en bøde og en betinget frakendelse af kørekortet.

Den 31-mand fra Skive får desuden tildelt to klip i sit kørekort.

- Jeg tror ikke, folk tænker over, hvor farligt det egentlig er, men det bør man selvfølgelig gøre, lyder det fra Niels Bach.

Det er udelukkende op til politiet at vurdere, om du har et tilstrækkeligt frit udsyn ud gennem din forrude. Ifølge FDM bør man derfor fjerne is på hele forruden, på sideruder, på bagruden, på taget og på sidespejle.

Ligeledes skal lygter være skrabet frie, og så skal man også kunne læse bilens nummerplade.