Mand forbrændt i arbejdsulykke: Fløjet med helikopter på hospitalet

En 32-årig elektriker fra Skive er kommet voldsomt til skade i en arbejdsulykke. Politiet oplyser, at der formentlig er tale om en kortslutning.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Niels Åge Skovbo

En 32-årig mandlig elektriker fra Skive er her til eftermiddag fløjet akut med lægehelikopter til brandsårsafdelingen på Rigshospitalet i København. 

Det sker, efter han har været ved at udføre arbejde ved nogle elinstallationer i en solcellepark ved Roslev.

- Vi ved ikke præcist, hvad der er sket, men det er jo formentlig en kortslutning i installationerne, som er antændt, fortæller Ole Vanghøj, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet blev alarmeret om ulykken klokken 13.00, hvorefter både ambulance, patruljevogn og øvrigt beredskab blev sendt til Roslev. Det var den 32-årige elektriker, der selv slog alarm.

Inden da var han blevet forbrændt kraftigt i ansigtet og på overkroppen. Han rullede sig efterfølgende i jorden udenfor i forsøget på at slippe af med flammerne.

- Det var rigtig godt tænkt af ham, og det gjorde faktisk, at han var kølet ned, da vi ankom. Det er dog voldsomme forbrændinger, han har fået, så det er alvorligt. Vi kan dog ikke sige, hvor alvorligt det er endnu, fortæller Ole Vanghøj.

Vagtchefen oplyser yderligere, at familien er underrettet, og at Arbejdstilsynet også bliver involveret i sagen.