Mand faldt ned fra tag på badeland

En mand er faldet fire meter ned fra taget på Badelandet ved Kulturcenter Limfjord i Skive. Han er uden for livsfare.

En mand er onsdag formiddag faldet omkring fire meter ned fra taget på badelandet ved Kulturcenter Limfjord i Skive. Arkivfoto
En mand er onsdag formiddag faldet omkring fire meter ned fra taget på badelandet ved Kulturcenter Limfjord i Skive. Arkivfoto
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

En mand er onsdag formiddag faldet omkring fire meter ned fra taget på badelandet ved Kulturcenter Limfjord i Skive.

Han er blevet fløjet til Universitetshospitalet i Skejby med lægehelikopteren. Ifølge vagtchef Jens Rønberg ved Midt- og Vestjyllands Politi er manden dog uden for livsfare. 

- Det er en arbejdsulykke. Vi ved ikke præcis, hvad han lavede på taget. Ambulanceredderne på stedet konstaterer, at manden har ondt, men ikke umiddelbart virker til at have fået alvorlige skader. Alligevel tager de ingen chancer og rekvirerer helikopteren, siger han. 

Politiet har underrettet Arbejdstilsynet, som nu skal tilse ulykkesstedet.