Mand blev blitzet med 157 kilometer i timen og kørte op i forankørende

Ingen kom til skade i en ulykke, hvor en 53-årig mand kørte op i en anden bil med høj fart.

Bilistens fart blev målt til 157 kilometer i timen. Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Den ansatte i politiets fotovogn må have spærret øjnene ekstra op, da måleudstyret i går eftermiddag pludselig viste, at en bil netop var kørt forbi med 157 kilometer i timen.

Vi vurderer, at han stadig kører med meget høj hastighed, da ulykken sker. Helt bemærkelsesværdigt er der ingen, der kommer til skade

Niels Bach, Skive Politi

Der var tale om en BMW, der kørte ad Hobrovej mod Skive, og den ansatte i fotovognen skyndte sig at ringe til politiet og advare om den høje fart.

- Det skal han gøre, for når man kører så hurtigt, så kan det gå galt. Og det gjorde det desværre også, fortæller Niels Bach fra Skive Politi.

Fartgrænsen på stedet er 80 kilometer i timen.

Kørte galt

Den høje fart blev målt ved Sønder Hald ved Højslev, og blot en kilometer længere henne ad Hobrovej kørte bilisten op i en forankørende, en 18-årig kvinde fra lokalområdet. Ved ulykken røg den hurtige bilist af kørebanen, rullede rundt og landede på hjulene. Et 21 meter langt bremsespor viser, at han har forsøgt at bremse. 

Læs også 48-årig mand omkommer i ATV-ulykke

- Vi vurderer, at han stadig kører med meget høj hastighed, da ulykken sker. Helt bemærkelsesværdigt er der ingen, der kommer til skade. Det er meget heldigt, når hastigheden er så høj, siger Niels Bach.

Bag rattet i BMW’en sad en 53-årig mand fra Allingåbro.

- Vi vurderede på stedet, at manden var tydeligt beruset, og han blev kørt til kontrol på Viborg Sygehus, hvor der blev taget en blodprøve. Han er indtil videre sigtet for spirituskørsel, og nu kommer der så et efterspil, slår Niels Bach fast.

Læs også Politiet advarer: Selvom det går bedre, så er det stadig ikke godt nok