Legedag gav 12.000 til hospitalsklovne

Elever på Praktikcenter Skive arrangerede i dag legedag i Søndercentret. Overskuddet går til danske hospitalsklovne.

Børnenes dag i Skive
Foto: TV MIDTVEST

Der var liv og glade dage i Søndercentret i Skive i dag. Elever fra Praktikcenter Skive holdt nemlig en legedag med hoppeborg, slushice, lodder og gaver til børnene. 

Formålet var at lære handelsskoleeleverne, hvordan man planlægger et stort arrangement. Og samtidig tjene penge ind til de danske hospitalsklovne.

- Vi kan både få nogle børn ud i nogle aktiviteter og opleve lidt ting gratis. Og grunden til, at vi så donerer pengene til hospitalsklovnene er, at de syge børn ikke bliver glemt på vejen, siger Thomas Abrahamsen, elev på Praktikcenter Skive.

Og mange skibonitter valgte at lægge vejen forbi.

- Det gik over al forventning. Det var helt fantastisk, siger Betina Thorsen, vejleder og instruktør ved praktikcenter Skive, fredag aften. 

- Eleverne har gjort en kæmpe indsats, og al den frygt, der var i aftes, for at der ikke ville komme ret mange, den blev i hvert fald gjort til skamme, understreger hun.

Gang i den til sidste minut

Arrangementet blev besøgt af 200-300 mennesker, børn som gamle, og der var gang i både hoppeborge og slushice maskiner lige til klokken 18, hvor det hele blev pakket ned.

- Vi har fået så meget hjælp af så mange mennesker og der var rigtig mange der kom og sagde, at de var glade for at støtte det gode formål, fortæller praktikantvejlederen.

Alle lodder blev udsolgt og tilsammen hentede eleverne helt nøjagtigt 12.899 kroner hjem.

- Det er meget mere, end vi havde regnet med. Og jeg tror, jeg selv smider den sidste krone i så vi kan få et mere rundt beløb, griner Betina Thorsen.

Afleverer pengene på en stor check

Efter sommerferien tager hun og eleverne ind til Regionshospitalet Viborg og afleverer en kæmpe check med pengene til hospitalsklovnene i Viborg.