Kvinde sigtes for påsat brand og drab

Midt- og Vestjyllands Politi fremstiller i dag en kvinde i grundlovsforhør ved retten i Viborg. Hun er sigtet for ildspåsættelse og drab.

Haandjern-Paa-naer_0.jpg

Midt- og Vestjyllands Politi anholdt i går en kvinde fra Skive. Kl. 13.30 i dag fremstilles hun i grundlovsforhør ved retten i Viborg. Hun er sigtet for brandstiftelse og drab.

Mulig sammenhæng med brand i Skive

Den 25. august nedbrændte store dele af en villa på Porshøjvej 6 i Skive. Under branden omkom den 68-årige Hans Svenning Larsen. En 52-årig kvinde undslap branden. Politiet har siden arbejdet på teorien om, at branden kunne være påsat.

- Vi har ikke fundet noget motiv, og det er klart, at det skal der være uanset hvad. Hvis branden er påsat, så er der tre muligheder - at det enten er de to, der befandt sig inde i huset, eller at der er kommet en udefra, fortalte efterforskningsleder, Jes Hvas, tidligere til TV/MIDT-VEST. Om den sigtede kvinde er identisk med den 52-årige kvinde fra branden i Skive vides ikke.

Grundlovsforhør aflyst

Seneste nyt i sagen. To timer efter pressemeddelelsen om at kvinden fremstilles i grundlovsforhør, har retten i Viborg udsendt en ny pressemeddelelse. Grundlovsforhøret er aflyst, står der.

 tvmidtvest.dk arbejder videre på en kommentar fra Midt- og Vestjyllands Politi.