Kronprinsen indvier dykkerpark

Kronprins Frederik lægger vejen forbi Glyngøre den 16. maj.

020513_Salling_Aqua_Park.jpg

Der bliver royal deltagelse, når den nye dykkerpark ud for Glyngøre, Salling Aqua Park, bliver officielt indviet den 16. maj.

Kronprins Frederik har sagt ja til at lægge vejen forbi, og det er folkene bag dykkerparken meget stolte over.

- Vi er jo i bund og grund bare en flok glade amatører, der står bag det her. Det er fantastisk, at det lykkedes os at realisere det her projekt til tre millioner kroner, og at kronprisen, som jo er tidligere frømand, har sagt ja til at indvie parken er selvfølgelig toppen af kransekagen, siger Jan Opstrup fra Salling Aqua Park til tvmidtvest.dk

Ud over at erklære parken for officielt åbnet skal kronprinsen blandt andet overrække dykkercertifikater, se parkens udstilling og deltage i en herrefrokost.

Dykkere fra hele landet har i øvrigt allerede taget parken i brug. På bunden af Limfjorden har de blandt andet mulighed for at studere en gammel tankvogn, en minestryger, en grotte og et stort stenrev af norsk granit.