Købte ind på kollegers Dankort: Sådan fik han adgang til dem

68 gange lykkedes det en Rema 1000-medarbejder at hæve på kollegers Dankort, før det blev opdaget.

Politibil med udrykning.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Flere medarbejdere hos Rema 1000 på Brårupvej i Skive har hen over sommeren og efteråret fået sig nogle overraskelser, når de har tjekket deres kontoudtog.

De havde nemlig betalt for varer på nettet, som de aldrig har bestilt.

Det fortæller politikommissær ved politiet i Skive, Niels Bach.

Medarbejderne blev for alvor opmærksomme på bestillingerne, da der af og til begyndte at komme SMS’er op, hvor de skulle bekræfte køb, som kostede større beløb.

- Så begyndte de at rette henvendelse til os, siger politikommissæren.

68-tilfælde

Nu har politiet fundet frem til, hvorfor og hvordan det gik til, at der blev trukket beløb på deres konti.

- En anden Rema 1000-medarbejder har, mens de andre arbejdede, været inde og affotografere deres Dankort og har så kunnet trække på dem efterfølgende, fortæller Niels Bach.

Det drejer sig om seks Dankort i alt.

- Han har været inde til afhøring og er nu sigtet for i 68 tilfælde at have misbrugt kollegers Dankortoplysninger, fortæller Niels Bach.

Nogle af købene repræsenterer en værdi af 10.000 kr.

- Det er hovedsageligt tøj, der er blevet købt, vurderer politikommissær Niels Bach.

Databedrageriet, som det kaldes, løber op i over 100.000 kr. samlet. Den sigtede har erkendt de fleste forhold.