Kobbertyve vendte tilbage

Kobberkabeltyve i Skive anholdt to nætter i træk. Forsøgte at stjæle kobberkabler til en værdi af 200.000 kroner.

slagteri1.jpg

Man skal ikke vende tilbage til en fuser. Punktum.

Det må nu være gået op for især een mand fra fra Balle ved Århus efter de seneste to nætter.

Onsdag morgen blev han anholdt sammen med to kammerater. De tre havde forsøgt at stjæle kabelskrot af kobber fra den gamle slagterigrund i Skive, men et kvikt vagtselskab havde set en mistænkelig bil og alarmeret politiet, som havde holdt de unge under observation hele natten, indtil de kunne tage dem på fersk gerning kl. 7.43.

Efter endt afhøring på Skive Politistation blev de tre mænd løsladt indtil de senere skal fremstilles for retten.

Forsøgte igen i morges

Men allerede i morges var den gal igen: Vagtselskabet G4S havde endnu en gang set en mistænkelig varebil på køre ind på industrigrunden.

Da politiet nåede frem viste varebilen sig at være læsset med kobberskrot. To mænd løb fra stedet, men politiet fik fat i dem. Den ene af mændene var genganger fra natten før, nemlig en 19-årig mand fra Balle ved Århus. Den anden var en 21-årig mand fra Trige ved Århus. Varebilen viste sig at være stjålet.

Begge mænd sidder netop nu til afhøring hos politiet, som denne gang vil forsøge at få dem varetægtsfængslet frem til retssagen.