Knud Bjerre forlader politik: En chance jeg ikke kunne lade gå fra mig

Den nye direktør i KulturCenter Limfjord er helt afklaret med, at jobbet ikke kan kombineres med en politisk karriere.

01:20

Knud Bjerre begynder i det nye job 1. april. Se et interview med ham her. Video: Line Flatau, TV MIDTVEST

Det er en gammel drøm, der går i opfyldelse, når Knud Bjerre den 1. april begynder som ny direktør ved KulturCenter Limfjord.

Læs også Knud Bjerre forlader byrådet og bliver ny kulturdirektør

Men samtidig må han opgive sin politiske karriere. Han er valgt til Skive Byråd for Skive Listen, men forlader det politiske arbejde, når han sætter sig i direktørstolen. De to roller kan nemlig ikke forenes.

- Jeg kommer til at savne politik, men har fuld forståelse for og accepterer, at når man sidder i en fremtrædende position i egnens største kulturelle flagskib, så kan man ikke være en del af det game. Jeg har stadig mange forbindelser, som jeg vil benytte mig af, og det er fint nok, at direktøren for kulturcentret skal være neutral, så det er jeg helt afklaret med, siger han til TV MIDTVEST.

Det her er en så spændende mulighed, at jeg ikke kunne lade den gå fra mig

Knud Bjerre, ny direktør for KulturCenter Limfjord

Bestyrelsen for KulturCenter Limfjord valgte Knud Bjerre som ny direktør blandt 66 ansøgere. Han begynder i den nye stilling den 1. april, og det bliver også den dato, han forlader byrådet, hvor han afløses af Lissa Birkkjær Højmose.

Knud Bjerre er i dag forpagter af Skive Theater - en aftale han også opsiger for at kunne hellige sig det nye job.

- Jeg har elsket at være med til at starte Skive Listen og komme i byrådet, og jeg har elsket at drive Skive Theater de sidste 12 år. Men livet handler om tilvalg og fravalg, og jeg synes, at det her er en så spændende mulighed, at jeg ikke kunne lade den gå fra mig, siger han.

KulturCenter Limfjord, der blandt andet består af kulturscener, sportshaller, et badeland og en biograf, har over 500.000 gæster om året. Knud Bjerre lægger ikke op til de store forandringer, men regner alligevel med at sætte sit eget præg på huset.

- Det er helt klart, at der er en forventning om, at man kan se et aftryk fra min side, og det forventer jeg også selv i løbet af det første halve til hele år. Jeg tror på, at vi kommer til at se større kulturelle navne, og jeg tror også, at vi kommer til at se en udvikling i biografsalene, motionscenter, badeland og så videre, siger han.