Knallertkører i respirator

En knallertkører på 18 år blev alvorligt kvæstet ved en trafikulykke i Roslev mandag aften.

PolitiErme.jpg

En 18-årig ung mand blev sent mandag aften lagt i respirator på Viborg Sygehus, efter at han tidligere på aftenen var kørt ind i en parkeret bil.

Ulykken skete klokken 21.33 på Glyngørevej i Roslev. Her var en kvindelig bilist kørt ind i rabatten i højre side af vejen for at tale med nogle bekendte. Det havde den 18-årige overset, da han kom kørende på sin knallert.

- Han kørte direkte ind i bilen venstre bagende og blev slynget over styret, rammer bilen og lander på kørebanen, fortæller vicepolitikommissær Kenneth Rodam fra politiet i Skive.

Den 18-årige fik kraniebrud og indre kvæstelser ved ulykken. Om han havde hjelm på, ved politiet endnu ikke.