Jysk slikkæde fik bøder og sure smileyer på stribe i kontrol

En nærmere kontrol af en Jyllands største slikkæder afslører, at alt ikke er, som det bør være.

Slikkepinden Herning

Weekend er for mange lig med bland selv slik. Tilforladelige ser slikbutikkerne ud, men en nærmere kontrol Slikkepinden, en af Jyllands største slikkæder, afslører, at alt ikke er ok. 

Det fremgår af en stribe kontrolrapporter med bødeforlæg og sure smileyer, som Fødevarestyrelsen har offentliggjort, efter fødevarerejseholdet og Skat den 29. oktober 2015 på præcis samme klokkeslæt slog til ved en koordineret aktion mod samtlige af Slikkepindens butikker. Det skriver Jyllands-Posten.

Fødevarestyrelsens jurister har siden brugt et par måneder på at få overblik over de mange problematiske forhold, som blev afsløret.

I Slikkepindens butikker i Skive, Aarhus, Aalborg, Randers, Vejle og Kolding - altså med undtagelse af butikken i Herning - kunne det ikke spores, hvor slikket kom fra, og det vil sige, at ejeren ikke kunne fremvise fakturaer og redegøre for, hvor slikket var købt, og dels var der usikkerhed om, hvem der egentlig ejede de enkelte butikker.

- Nogle vil måske mene, at det ikke er så alvorligt, når det bare er slik, for "herregud, hvad betyder det, at det ikke er papirer på det?" Men kombineret med at vi flere steder har set, at slik opbevares på uhumske lagre, er det vigtigt, at virksomhederne altid har sporbarhed på slikket og kan dokumentere, hvor de har det fra, så vi kan følge det og trække det tilbage, hvis det er galt, siger specialkonsulent Henriette Mynster, Fødevarestyrelsens rejsehold, til Jyllands-Posten.

Her i landsdelen fik Slikkepindens butik i Skive en bøde på 7.500 kroner. Den samlede regning løb op på omkring 140.000 kroner.