Julelys for hundredtusindvis af kroner: - Det er det, folk vil have

Julen er lige om hjørnet, og det får flere byer til at opruste kraftigt på julebelysningen.

Handelschef i Skive, Henrik Lindberg. Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Flere byer bruger langt flere penge på julebelysning i år end tidligere. Det handler ganske enkelt om at tiltrække kunder til butikkerne og skille sig ud fra andre byer.

Det gælder blandt andet i Skive, hvor der i år bliver tændt julelys i stor stil. Normalt bliver der brugt 70.000 kroner på lysguirlander på de kanter, men i løbet af de næste to år vil der blive brugt intet mindre end 2,2 millioner kroner på julelys.

Læs også Grillen hitter trods vinterens kulde: Sådan laver du flæskestegen på grill

Alene koster årets 15 meter høje juletræ på torvet 600.000 kroner.

- Det er det, folk vil have. De vil have hygge, de vil have jul, og de vil have noget anderledes. Og det har vi fået skabt her i Skive, siger handelschef Henrik Lindberg.

- Vi har haft opbakning fra butikker og kommune, så det er perfekt. Vi vil gerne huskes for sådan noget, som det her.

- Vi er nødt til at gå med på vognen

Også i Holstebro har handelsstandsforeningen valgt at sendt de helt høje beløb afsted for at sikre den helt rigtige julestemning. I alt bliver der i år brugt 850.000 på at dekorere midtbyen. Det er 40 procent mere end sidste år.

- Vi er nødt til at gå med på vognen. Vi skal adskille os i markedet og i forhold til andre byer, siger Jens Kristian Larsen, der er handelschef i Holstebro.

- For detailhandlen er det, det eneste rigtige at gøre. Julen er helt vildt vigtig for detailhandlen. Så det er nu, der skal brændes nogle penge af. Julen koster mange penge, men sådan er det. Nu handler det om at have den flottest udsmykkede juleby, lyder det.

Finansieringen af byernes juleudsmykning står butikker, kommuner og fonde for.  

02:23

Julebelysning er blevet den store trend. Også i Midt- og Vestjylland, hvor flere byer går all-in.

Luk video

Læs også Julekrig: Naboer kæmper om at have flest julelys