Julehjælpen kommer stadig til Skive og Viborg

Der er stadig julehjælp at hente i Viborg og Skive, og den har aldrig været i fare, fortæller Generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem.

Der kommer julehjælp til familier i Viborg og Skive, det slår Generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem, fast.

- Der kommer julehjælp ud. Det er en misforståelse, at det ikke skulle være sådan, forklarer Klaus Nørlem.

Skive Folkeblad skriver ellers om, at trængte familier i Viborg og Skive kommer til at kigge langt efter julehjælp fra Dansk Folkehjælp i år. Der er ikke penge nok tilbage kassen, efter den tidligere lokalformand har begået underslæb for 86.000 kroner, det skriver Skive Folkeblad.

Men det er en misforståelse, fortæller Klaus Nørlem. For selvom der ganske rigtigt er begået underslæb for 86.000 bliver familierne ikke ramt. Økonomien i lokalforeningerne har ikke noget at gøre med hovedforeningens forklarer Klaus Nørlem.

Den information havde den nuværende lokalformand, Anna-Marie Milbo, bare ikke fået, da hun udtalte sig til Skive Folkeblad.

- Vi er frygteligt kede af det, fortalte hun om situationen.

Dementi fra Dansk Folkehjælp

Hovedorganisationen hjælper i år 77 familier i Skive og 183 familier i Viborg.


Læs flere artikler fra Skive eller i kategorien Samfund.