Jan har arrangeret DM i hjembyen Stoholm: - Det er kæmpestort

Da anden afdeling af DM i Rally på Fyn blev aflyst, sprang Jan Petersen fra JP Racing til og arrangerede DM i hans hjemby. Han skal endda selv køre en rallybil til ræset lørdag eftermiddag.

Arkivfoto
Arkivfoto
Foto: Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

Lørdag eftermiddag og aften køres anden afdeling af DM i Rally i Stoholm. Et arrangement der var meget tæt på slet ikke at blive til noget.

Afdelingen skulle egentlig være kørt på Fyn tilbage i begyndelsen af april, men arrangørerne sprang fra, da de ikke kunne gennemføre ræset med coronarestriktionerne, der var dengang.

Derfor så Jan Petersen fra Stoholm sit snit til at hive DM i Rally til hjembyen, der faktisk ikke har huset et rallyløb før, og det er en stor ære for den lokale racerkører.

- Vi havde et arrangement den 4 april, hvor vi skulle have kørt et mindre løb, som skulle være et forsøg med rally her på egnen. Men så blev DM på Fyn aflyst, og vi greb bolden og flyttede vores arrangement til den 15. maj.

- Det er kæmpestort at skulle ud og vise lokalbefolkningen, hvad vi bruger alt vores tid og energi på, siger arrangøren Jan Petersen, der også skal køre en bil til løbet for hans eget team, JP Racing.

Kæmpe opbakning fra de lokale

Forud for dagens afdeling af DM ligger et stort arbejde. Siden januar har Jan Petersen og tre andre forberedt sig på det lille forsøgsløb og siden aflysningen på Fyn - et DM. Arbejdsbyrden blev nemlig pludselig meget større, da rallykøreren overtog DM-løbet.

- Det er selvfølgelig et noget større arrangement og et noget større stykke arbejde. Vi har virkelig kæmpet en kamp.

Til lørdagens løb skulle der sættes afspærring op, laves sikkerhedsplaner, mad til officials, trailerparkering, tidsplaner og meget andet. Men den hårdeste opgave har ifølge Jan Petersen været at få en godkendelse til at afvikle DM i Rally.

- Vi har brugt de sidste tre måneder på det her. Vi har været ude ved 300 lodsejere for at få accept. Bare det at søge de underskrifter brugte vi tre weekender på i januar og februar. Men i starten af maj skulle vi ud til dem alle igen, fordi politiet havde lavet en fejl. Der var vi lige ved at give op, men vi tænkte fandeme nej. 

- En fredag morgen mærkede vi virkelig opbakning. En gruppe frivillige kom og bad om at få en stak sedler, så de kunne samle underskrifter ind. Uden dem var det ikke lykkedes, fortæller Jan Petersen.

Til afviklingen af DM i Rally i Stoholm skal der bruges 150 officials. Mange har meldt sig fra andre rallyklubber i landet, men Jan Petersen og hans kæreste og co-driver, Jeannette Kvick, har selv holdt tre kurser hjemme i privaten for at uddanne frivillige fra Stoholm, så de kunne nå op på 150 officials til ræset. 

- Vi har virkelig fået stor opbakning fra de lokale. Det er virkelig overvældende og sindssygt fedt. Det giver bare lyst til mere, siger en glad Jan Petersen.

Arrangør i går - racerkører i dag

Selvom Jan Petersen og kæresten Jeannette Kvick har lagt en masse kræfter i forberedelserne til DM i Rally, så har han en anden kasket på i dag. Eller nærmere en hjelm.

- I dag er vi kun deltagere i rallyløbet. Det har vi fuldt fokus på, siger Jan Petersen.

Arrangørens team, JP Racing, har fået startnummer 1 og får derfor lov til at køre som den allerførste ud på de fire ruter, som udgør anden afdeling af DM i rally. Det er en stor ting for Jan Petersen, der er fokuseret og kun har et mål for øje.

- Vi bor her og har arrangeret løbet, så vi har fået startnummer 1. Jeg håber at slutte øverst. Det er altid et målet at blive nummer 1, med realistisk set er det nok ikke muligt. Men alt kan ske, og jeg vil kæmpe min kamp for det. Jeg vil dog være tilfreds med en placering i top 10.

Der deltager i alt 79 biler ved DM i Rally i Stoholm. Jan Petersen bliver sendt afsted på første rute klokken 16.30, og han forventer, at alle biler er færdige omkring midnat.