Ikke nok beviser til at fængsle 49-årig for to Salling-brande

En 49-årig mand er sigtet for at have startet to brande, der resulterede i en nedbrændt lagerhal og villa.

Huset i Durup er total udbrændt efter branden.
Huset i Durup er total udbrændt efter branden.
Foto: Maria Yde, TV MIDTVEST

Midt- og Vestjyllands Politi mener, at der er en sammenhæng mellem de to brande, der natten mellem tirsdag og onsdag hærgede en lagerhal hos Salling Autoophug og en tom villa i Durup.

Onsdag formiddag anholdte de en 49-årig, lokal mand, som blev fremstillet i et lukket grundlovsforhør i dag klokken 9.00. Anklageren forlangte manden varetægtsfængslet, men retten var ikke enig.

- Retten har ikke ment, at der var beviser nok til at varetægtsfængsle ham, siger Anna Søndergaard, der er anklager hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Da grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, kan hun ikke oplyse mere om sagen.

Den 49-årige er stadig sigtet i sagen, som nu bliver givet videre til politiets efterforskere.

Der var ingen personer, der kom til skade ved de to brande.

0:57
Det blev ikke til meget søvn for hverken brandfolk og politi efter to anmeldelser om brande i Salling i nat.
Foto: Øxenholt foto