Mandag morgen rykkede otte brandmænd ud til en brand i et parcelhus i den lille by Thorum i det nordlige Salling.
- Der var udbrudt brand på tagetagen. Der var en del ild deroppe, da vi kom og en del røgudvikling, siger indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen i Skive, Jan Nygaard Christensen.
Hvorfor og hvordan branden var opstået, vides endnu ikke. Men husets beboere samt deres hund var selv kommet ud af det brændende hus, da brandvæsenet ankom.
- Vi sendte røgdykkere ind på den øverste etage, og vi måtte slå et par huller i taget, men vi fik ilden slået ned ret hurtigt, uddyber indsatslederen.
Ifølge Jan Nygaard Christensen syner skaderne på huset ikke af meget udefra, men indvendig er det en anden historie.
- Den øverste etage har fået brandskader, og huset har fået så meget vandskade, at man ikke kan bo i det, slutter han.