Holdet fra Skive vandt den ’ultimative’ sejr: - Vi kan ikke køre noget, der er større

Rolf Sørensen, sportsekspert fra TV 2 SPORT, roser Team ColoQuick og kommer samtidig med store forventninger til Niklas Larsen.

Christian Andersen er sportsdirektør i Team ColoQUick, der vandt årets PostNord Danmark Rundt.
Christian Andersen er sportsdirektør i Team ColoQUick, der vandt årets PostNord Danmark Rundt.
Foto: Jesper Bach Thomsen, TV MIDTVEST

Der blev jublet til den helt store guldmedalje, da det søndag stod klart, at Team ColoQuick-rytteren Niklas Larsen kunne kalde sig vinder af PostNord Danmark Rundt 2019.

Jublen kom fra holdets bil, hvor sportsdirektør Christian Andersen sad.

- Det er kæmpestort for os. Vi kan ikke køre noget, der er større. Så det er det ultimative, siger sportsdirektøren om sin rytters store sejr.

Skive-holdet har haft en god sæson med hele 36 sejre. At de kommer skyldes til dels rytternes individuelle færdigheder, men det er især styrken som hold, der bringer ColoQuick frem.

- Der er ikke noget for os, der er vigtigere end holdånden. Det er den, der bringer os til sejrene – samtidig med, at det er nogle gode ryttere. Det skal vi ikke glemme. Men de er gode sammen, siger Christian Andersen.

Niklas Larsen på podiet efter den samlede sejr i PostNord Danmark Rundt 2019.
Niklas Larsen på podiet efter den samlede sejr i PostNord Danmark Rundt 2019.
Foto: THOMAS SJØRUP / Ritzau Scanpix

Stor ros til sportsdirektøren

Selvom sportsdirektøren er hurtig til at sige, at det er holdet, der fortjener rosen for den flotte samlede sejr i PostNord Danmark Rundt, så er cykelekspert Rolf Sørensen fra TV 2 SPORT ikke i tvivl om, hvor rosen også skal rettes hen.

- Det er deres ledelse bag. Vi kender Christian Andersen som en meget entusiastisk mand, der har meget indblik. Vi griner lidt med ham, når han går amok ude i bilen, men den entusiasme driver han altså ind på holdet. Han er god til at lave de her peptalks, siger Rolf Sørensen.

Cykeleksperten lægger vægt på, at Team ColoQuick har stor succes, fordi de har ansatte, der har stort indblik i cykelsporten, og at disse personer selv tidligere har cyklet på udenlandsk grund.

Anden samlede Danmark Rundt-sejr

Niklas Larsens sejr i PostNord Danmark Rundt markerer den anden gang, at Skive-holdet sejrer samlet i løbet. Første gang var i 2008, hvor Jakob Fuglsang vandt.

Holdet har generelt stor succes med at udklække ryttere med stort talent.

Tidligere i år vandt Johan Price-Pejtersen således U23-EM i enkeltstart, ligesom holdets rytter Julius Johansen tidligere har vundet VM i linjeløb for juniorer.

Ekspert: Medaljer til OL

For Christian Andersen på Team ColoQuick er der et klart formål med cykelholdet: At hjælpe ryttere med at komme videre til større hold.

- Vores formål er at udvikle hele tiden og sørge for at få dem videre – hjælpe dem videre. Det er os, der skaber kontakten, der er os, der sørger for, at de kommer videre, siger han.

Skal man tro Rolf Sørensen, så får Team ColoQuick ikke de store problemer med at hjælpe Niklas Larsen på vej.

Rolf Sørensen har nemlig store tanker om Larsen.

- Han har de kvaliteter, der skal til. Det er også en mand, vi kommer til at vinde medaljer til det kommende OL. Det er jeg ret sikker på, siger Rolf Sørensen.

2:28
Ingen over holdet. Sådan lyder sloganet hos Team ColoQuick , der søndag vandt PostNord Danmark Rundt.