Hash lå gemt i rododendron

Politiet fik i går et tip om usædvanlig livlig trafik i en tidligere taxa-forretning i Vestergade og fik både bagmænd og købere på fersk gerning.

kort.jpg

Et tip om opsigtsvækkende trafik af biler ved en tidligere taxa-forretning på Vestergade i Skive, endte i går med at lokalpolitiet fik stoppet aktiviteterne i endnu en hashklub i byen.

Politiet i Skive har på det seneste nærmest drevet klapjagt på hashklubberne, hvor der bliver købt og solgt store mængder af både skunk og hash.

Fandt hash, skunk og hundeposer

Kl.16.30 rykkede politiet ud til den gamle taxaforretning, der i dag står tom. Her mødte patruljen tre personer, nemlig bagmanden, en 18-årig mand fra Skive og hans 24-årige medkompagnon samt en 17-årig køber fra Spøttrup.

I lokalet var der 22 gram hash, otte gram skunk og en masse små sorte hundeposer, beregnet til at samle efterladenskaber fra hunde op i.

- Hundene slog på poserne, som om, der havde været stoffer i, og så er der en kollega der kan huske, at der for nylig har været en anmeldelse om en del hundeluftning i den nærliggende Tholstrupparken, siger Lars Mikkelsen,

Hash lå gemt i rododendron-buske

Herefter tog to patruljer op til mindelunden, som de ransagede.

Fundet blev til tre hundeposer med ialt 78 gram hash, som lå gemt i forskellige rododendronbed i parken.

- Da vi afhørte vores bagmand erkendte han, at vi havde fundet hans fjernlager. Han erkendte også salg af yderligere 130 gram hash, forklarer Lars Mikkelsen, som er godt tilfreds med aktionen.

De to bagmænd i sagen er kendt af politiet i forvejen. Begge er dog løsladt igen, da fundet af hashen er for lidt til en fremstilling i retten.